torsdag den 10. december 2009

Portfolio 3: Slutrefleksion

Hvordan ser jeg på medier nu sammenlignet med starten på modulet?
Da jeg begyndte på dette semester forklarede jeg medier på denne måde:

”Medier er, når viden, informationer, budskaber og lignende formidles fra en person til en anden for eksempel via dans, telefoni, TV, musik, teater, bøger, foredrag, radio, malerier, skulpturer og tidsskrifter. Det kan også være internettet, som indeholder eksempler på meget af overstående samt diverse hjemmesider og databaser.”

Sådan forstår jeg stadig begrebet ”et medie”, men nu kan jeg i større grad se sammenhængen mellem disse mange forskellige typer medier. Dette kan især ses på den måde, hvorpå mange medier i Danmark for tiden beskæftiger sig med de samme emner: klima og globalopvarmning på grund af klimakonferrencen i København. Der er foredrag om klima, nyheder om konferencen kører nonstop i både TV og radio, og der dukker nærmest nye hjemmesider og bøger om bekæmpelse af global opvarmning op hver dag. Men også andre medier som film, musik og teater beskæftiger sig med emnet så som Nørrebro Teaters opsætning af stykket ”Ud i Kulden”, der handler at vi skal frelses fra os selv ”før vi smelter hinanden ihjel”, som de synger i stykket. Alle de forskellige medier kæmper for at få vores opmærksomhed, men samtidig supplerer de hinanden. De forsøger alle at få deres budskab igennem til os med forskellige virkemidler, og der har været interessant igennem undervisningen at lære at se på medierne og observere deres ulemper og fordele.

Mediers indflydelse på min hverdag har ikke ændret sig synderligt. Jeg bruger stadig medier i både skolen og fritiden hver dag til at opretholde kontakten med mit netværk, opsøge nyheder, afslapning, kulturelle oplevelser og informationssøgning.


Hvordan var min læring på modulet (egen indsats, udbytte, perspektiver)?
Jeg synes, at jeg vidste det meste af, hvad vi har lært, men det har ligget som en viden i baghovedet og ikke været noget, jeg har tænkt videre over. Det har været godt at reflektere over medier og deres påvirkning af os og vores hverdag samtidig med, at jeg har fået sat ord på nogle ting, jeg ikke havde indset, havde behov for sit eget begreb.

Desuden har jeg fået kendskab til en masse nye hjemmesider og netværksteder samt begrebet ”2.0”, hvad enten der er tale om Web 2.0 eller Bibliotek 2.0. Det har været enormt spændende at lære om nogle af de forskellige projekter, man er i gang med at udvikle og afprøve rundt omkring, for at få et lille indblik i, hvordan fremtiden mon kommer til at se ud.

Jeg er dukket op til undervisning hver gang (med undtagelse af en enkelt eller to sygedage), hvor jeg har været opmærksom på undervisningen og taget masser af noter. Jeg har ikke sagt meget i undervisning, men det betyder ikke, at jeg ikke har forstået eller fulgt med; sådan er jeg bare. Jeg har desuden regelmæssigt tjekket Studienet, Webmail og holdets fællesblog for meddelelser og ændringer samt downloadet PowerPoint-shows og dokumenter fra underviserer.