I forbindelse med faget
"Kulturformidling & Kommunikation" sidste semester skulle jeg
skrive en eksamensopgave. Opgaven blev skrevet sammen med mine to dygtige
medstuderende, Emma Sofie og Carina, og jeg endte med at få et flot 10-tal for
opgaven. Vi valgte at tage udgangspunkt i kulturinstitutionen Museet
for Søfart i Helsingør, og
her udvalgte vi hver en udstilling, som vi skulle analysere. Jeg valgte
"Porten til verden", da jeg synes, den havde et interessant
udstillingssprog, som jeg gerne ville undersøge nærmere. Jeg kan ikke dele hele
opgaven her på bloggen, da den jo ikke kun tilhører mig, men jeg vælger i
stedet at dele den udstillingsanalyse, jeg selv har foretaget - med enkelte
ændringer og lidt flere billeder. Analysen er bygget på Ole Strandgaards
"Museumbogen" (hovedsageligt kapitel 11 og 12), og de overvejelser
han gør sig om, hvad en udstilling er, og om de forskellige elementer, der er
med til at skabe en udstilling. Analysens opbygning er lavet ud fra Rune Gades
teori, som jeg har beskrevet her, og jeg har arbejdet ud fra hans første og
andet spørgsmål, da spørgsmål tre og fire i højere grad omhandler hele museet
og ikke den specifikke udstilling. Det der undersøges om denne udstilling er
altså: Hvilke genstande er udvalgt til den givne
udstilling, og hvordan er genstandene organiseret/præsenteret på udstillingen?
Kort om udstillingen "Porten
til verden"
På
Museet
for Søfarts hjemmeside kan man læse, at udstillingen ”Porten til verden” er lavet med
udgangspunkt i sømandens liv, inden han går ombord på skibet. Familien
efterlades hjemme, når han bevæger sig ud i en anden verden på havet og tager
afsked med sin rolle som barn, forælder eller ægtefælle. Fortællingerne i
starten af udstillingen beskriver sømandskonens vilkår og relationen mellem
sømand og familie, som blev holdt ved lige gennem breve, gaver og souvenirs.
Herfra ændre udstillingen perspektiv og fortælles fra sømandens perspektiv,
hvor han i havnen oplever lastning og losning, prostituerede og tatovører. Midt
i havnens virvar kunne sømændene finde ro i sømandskirker og sømandshjem.
Genstande
Udstillingen starter med fire galionsfigurer placeret med
ryggen til hinanden stående på aftegningen af et kompas. Den efterfølgende
udstilling handler om sømændenes familier og risikoen for, at sømandens liv går
tabt på havet, og eftersom kompasset er et symbol på navigation, og
galionsfigurer skal fordrive ondskab, kunne opstillingen henvise til en sømands
sikre hjemvending.
Forsættelsen
af udstillingen handler om sømandens familier, og montrerne var fyldt med
autentiske genstande som gaver og souvenirs, herunder vifter, ledervarer,
porcelæn og muslinger. Sømændene så steder i verden, som andre mennesker kun
kunne drømme om at opleve, og ligesom turister i dag bragte de souvenirs med
hjem.
Andre udstillede genstande var mere
personlige, herunder en mindetavle fra en kirkegård. Der var udstillet både
gamle breve fra sømandsfamilier i fortiden samt nyere breve i form af
udprintede e-mails sendt til nulevende sømænd. Disse breve var dog hverken
transskriberede eller oversatte, så mens det vil være svært for en dansker at
læse håndskriften, vil det være helt umuligt for en turist at forstå brevets
budskab. Der var desuden en montre dedikeret til en bestemt familie (Familien
Ginge - søfolk gennem tre generationer) og udvalgte personlige genstande fra
medlemmer af denne. Der var desuden et særlig udvalgt brev, med en tilknyttet
historie om en sømand, der aldrig vendte hjem. Malerier, fotografier og tøj var
også med til at beskrive sømandskonens liv.
En af museets mere genkendelige
genstande er et meget fint eksemplar af et par Staffordshire-spaniels, der blev
erhvervet til Handels- og Søfartsmuseet (som Museet for Søfart tidligere var
kendt) i 1920. Fajancehundene, der altid blev solgt i par, fra Staffordshire
var i 1860-1900 den mest populære souvenir for danske søfolk at bringe hjem til
deres elskede. I England er der ingen sammenhæng mellem fajancehundene og
søfolk, da der blev fremstillet speciel sømandsfajance af skibe og sømænd.
Hundene var især populære blandt tyske og skandinaviske sømænd, da de var en
billig souvenir i engelske havnebyer.
Som der også står ved genstanden på
museet, skulle hundene have stået i vindueskarmen hos sømandskoner og kigget ud
efter manden, og når han kom hjem, blev de vendt. En af historien omkring
figurerne er, at når hundene kiggede ud af vinduet, fungere de som signal til
sømandskonens elsker om, at manden var ude, og at der var fri bane. En anden
historie omhandler sømandsbordeller, hvor pigerne efter sigende ikke måtte tage
imod penge, og derfor solgte porcelænshundene til overpris. Den anden tradition
fortæller, at pigerne i sømandsbordellerne ikke måtte tage imod penge, så
derfor solgte de hundene til deres kunder for overpris. De tidligste
rapporteringer om fajancehundene beretter om, at de blev foræret af sømænd til
kvinder som afdrag på enten finansiel eller emotionel gæld, og ingen af
beretningerne har nogen seksuel baggrund. Hanne Poulsen vil ikke udelukke, at
der alligevel godt kan være noget sandhed i historien om hundene som signal til
elskeren. Dog mener hun ikke, at noget understøtter bordelhistorien, men at
historien muligvis er blevet udbredt af antikvitetsopkøbere for at øge
interessen omkring hundene, især eftersom folk bedre husker pikante end sobre
historier. Omkring år 1900 begyndte hundene at blive latterliggjort og opfattet
som kitch, men de kom atter på mode i løbet af 1950'erne og blev endda et
statussymbol. Prisen på figurerne steg,
og i 1960'erne begyndte en nyproduktion af Staffordshire-spaniels. I
søfartssamfund ses hundefigurerne nu igen, og der produceres igen ny hunde.
Udstillingens anden del, som omhandler
sømandens færden i en klassisk havn, var mere stemningspræget end
genstandspræget. Genstandene bestod af til dels rekonstruktioner i form af en
model over Københavns Frihavn 1928-29 samt et enkelt modelskib. Enkelte
autentiske genstande var også udstillet, herunder nogle af dagbøger - som
heller ikke var transkriberet - skrevet af en sømand ved navn Gunnar. Også
gamle redskaber til lastning og losning af skib var udstillet, og gamle LP'er
af "ny", eksotisk musik som Elvis. Tatoveringsredskaber og
mønsterbøger var udstillet sammen med den interaktive "tatovørsalon"
som beskrives senere. En sidste montre dedikeret til sømandskirken havde en
nutidig globus med det danske flag placeret rundt om i verden, for at vise hvor
der havde ligger sømandskirker. Der var også en fredsdue og et religiøst klæde
udstillet. Den sidste montre indeholdte en tilsyneladende værdifuld lysekrone.
I udstillingen anvendes kun få, udvalgte genstande, hvilket sikrer, at den besøgende ikke oplever
dét, Strandgaard kalder "sensory deprivation". Begrebet dækker over, det
fænomen hvor beskuerens fokus bliver ødelagt af for mange udstillede genstande,
hvilket gør vanskeligt at adskille genstandene fra hinanden. Både autentiske genstande og
rekonstruktioner forekom i udstillingen. Autentiske genstande skaber
autensitet, og genstanden præsenteres analyserende med fakta om genstanden.
Rekonstruerende genstande placeres i et socialt tilhørsforhold, så beskueren
får et indblik i genstandens sammenhæng og anvendelse.
Montrerne og
ruten
Montrerne
i denne udstilling er bygget som store kasser, og mens nogle kasser havde en
glasfront og udstillede genstande, bestod andre kasser af seks siders
ugennemsigtigt materiale. I den første del af udstillingen som handlede om
sømandsfamilierne var flere af kasserne dækket af tapet, hvilket skabte en
hjemlig stemning. En af montrerne havde endda udtrækkelige skuffer og mindede
nærmest om et møbel. I den del af udstillingen, der omhandlede havnelivet,
lignede kasserne trækasser, der anvendes til import og eksport. I den del af
udstillingen, der simulerede en tatoveringssalon, var montrerne med til at
skabe en stemning af at befinde sig i en butik, der de var formet som skabe og
diske. Montrer bruges endvidere til at forme en slags skillevæg, der skaber en
gyde til de mere erotiske indslag i udstillingen. Montrerne i denne udstilling
er på ingen måde diskrete; selve montrerne udstilles og er med til at trække
fokus og skabe stemning.
Ruten
gøres labyrintisk, blandt andet ved at anvende montrerne som indre skillevægge
til at opdele rummet. I udstillingen er man nødt til at bøje sig ned eller at
gå ind i afkroge for at få alting med. Strandgaard understreger, at opsynet
skal have mulighed for at udføre deres arbejde, men der var intet opsyn i denne
udstilling, og de eneste genstande, der er mulighed for at berøre (selvom en
metalring i gulvet viser, at det er ilde set), er de fire galionsfigurer i starten
af udstillingen, hvor rummet er både bredere og lysere end i resten af
udstillingen. Strandgaard understreger også, at montrerne ikke må stå få tæt,
da folk skal kunne færdes i udstillingen uden af deres privatsfære udfordres.
Dette lykkes ikke overalt på grund af de små afkroge, men udstillingen er
bygget sådan op, at man som regel har mulighed for at kigge i en anden montre,
mens man venter på sin tur.
Udstillingen følger en udstilling
ved navn "Vores allesammens sømænd",
som viser beskueren, hvordan sømandsmyter er blevet en del af kulturen, og
hvilke egenskaber sømænd stereotypt tillægges. Den efterfølgende udstilling
"Om bord" fortæller om,
hvordan livet var ombord gennem information om skibets indretning, sømændenes
fritid og forskellige arbejdsopgaver på skibet. Mens den første udstilling
giver beskueren et indblik i, hvor udbredt det maritime tema er i vores kultur,
og hvori museet legitimitet ligger, giver "Porten til verden" et mere personligt indblik i sømanden og
hans families liv, hvilket skaber en mere personlig relation. I forbindelse med
udstillingerne drager man fra sømandens hjem ned til havnen og videre om bord
på skibet, hvilket skaber et rigtig fint flow.
Slid
På trods af at museet ikke
engang er et år gammelt endnu, er der allerede tegn på slid flere steder. På
nedenstående billede er tre eksempler fra udstillingen "Porten til verden". Det første
billede viser en af kasserne dækket af tapet, hvor tapet skiller fra væggen og
er ved at falde af. Billede nummer to er fra en af galionsfigurerne i starten
af udstillingen, og der kunne muligvis være tale om en midlertidig reparation.
Det sidste billede stammer fra den interaktive tatoveringssalon, hvor tre
maskiner var opstillet, men kun en af dem fungerede faktisk, hvilket ikke var
tydeligt, og man kunne derfor bruge længere tid på at undersøge, om den
ødelagte maskine mon skulle tændes.
Lys, lyd, interaktivitet og forskellige medietyper
I den første del af
udstillingen, hvor stemningen skal være hjemlig er lyset blåt, og udstillingen
er forholdsvist godt oplyst. Jo dybere ind i udstillingen man kommer, jo
mørkere bliver den, og lyset ændre til et rødt lys, der skaber en mere lummer
stemning i havneområdet. Når man begynder at bevæge sig ud af udstillingen
igen, ændrer lyset igen farve til blåt indtil man træder ud i et godt oplyst
område, hvor udstillingen er slut.
Flere steder i udstillingen findes der noget
så simpelt, som skuffer der kan trækkes ud. Der er også steder, hvor lyd kan
afspilles i høretelefoner, og et enkelt sted kunne man trykke på en knap for at
vælge hvilken fortælling, man ville høre. Der var skærme, hvor man kunne se
video i følge med lyd - kun musik, ikke stemmer -, samt video, der blev
projekteret op på en skærm bestående af kasser. Til denne video hørtes lyd i
hele havnedelen af udstillingen, hvor en lyd af mennesker var med til at skabe
en illusion af at være i en travl havn.
Udstillingen havde et interaktivt indslag,
der fyldt meget i rummet. Det var designet med inspiration fra en ældre
tatoveringssalon, og i skabe og diske var mønsterbøger udstillet sammen med
gamle tatoveringsgenstande. Rundt om stod tre stole som på
billedet med hver
sin skærm, og hvad der lignede en lampe og en tatoveringsnål. Som nævnt virkede
kun en af maskinerne, men her kunne man på touchskærmen bladre gennem en
mønsterbog. Efter at have valgt mønster, viste det sig at lampen var en lille
projekter, der projicerede mønsteret ned på huden, så man havde en skabelon at
lave en tatovering ud fra. Tatoveringsnålen i tatoveringsværktøjet var blevet
erstattet med en kuglepen, så man kunne tegne en klassisk sømandstatovering på
sin hud.
Strandgaard
understreger, hvor vigtigt det er, at der er udstyr nok til alle, så der ikke
opstår kødannelse og ventetid, men desværre virkede kun én af maskinerne,
hvilket skabte køtid. Ved de andre medier som lyd og video, var der kun ét sæt
høretelefoner per stand, hvilket også var med til at skabe ventetid, som ganske
givet vil være forstærket i weekenden. Historierne var også visse steder en
anelse for lange for beskueren til at stå som passiv modtager, og udstillingens
eneste siddepladser var i tatoveringstolene.
Udstillingstype
Ole Strandgaard
skriver, at udstillinger må være skabt med en vis hensigt og med det formål at
fortælle en engagerende og interessevækkende historie. Modsat
"udstilling" dækker ordet "opstilling" over en præsentation
af museumsgenstand, hvor kravene er mindre strenge, og narrativiteten ikke er i
fokus.
Strandgaard har udarbejdet en
inddeling af museumstyper, men som tidligere nævnt understreger han, at rene
eksempler på de forskellige udstillingstyper er sjældne. De fem
udstillingstyper han har opstillet er: Den accidentale udstilling,
præsentationsudstillingen, den leksikale udstilling, den narrative udstilling
og den associative udstilling.
Denne udstilling hører til den
narrative type, som har fokus på historiefortælling. Det er en
oplevelsesudstilling, som søger at vise sammenhængen, som genstandene indgår i.
Udstillingen har høj narrativitet og lav leksikalitet, hvilket betyder at
udstillingen har mere fokus på den gode fortælling end på information.
Udstillingen skiller sig lidt ud fra Strandgaards definition af den narrative
udstilling, eftersom denne type ikke giver specifikke oplysning om
enkeltgenstande, som det ellers var tilfældet i denne udstilling.
Strangaards
udstillingstyper bygger på en række lignende udstillingstyper udarbejdet i 1982
af Per-Uno Ågren og Göran Carlsson. Her opstilles følgende typer:
Masseudstillingen, etiketudstillingen, temaudstillingen, den berettende
udstilling og totaludstillingen. Udstillingen "Porten til verden"
hører her ind under typen "berettende udstilling". Udstillingens
genstande anvendes som udgangspunkt for historiefortælling, og historier om
enkelt personer (sømanden Gunnar), grupper (familien Ginge) eller samfund (de
små sømandssamfund) bruges til fortælle om hændelser og problemer. Historien er
vigtigere end selve genstandene, og i denne type udstilling anvendes der
normalt mange typer medier. Dette understøttes i udstillingen, hvor
historiefortællingen er vigtigere end en masse information om de enkelte
genstande.
Følelser
Museets genstande kommer til live
ved brug af følelser og sanseindtryk i udstillingssproget, og i netop denne
udstilling spilles der meget på beskuerens følelser samt synssansen og
høresansen. Udstillingssproget ændrer sig forholdsvist hurtigt i denne ellers
korte udstilling, og det afvekslende udstillingsdesign og brug af mange
medietyper pirrer hele tiden beskuerens nysgerrighed. Udstillingen lægger også
op til nysgerrighed ved, at man skal bøje sig ned for at kunne se alle
genstandene i en montre, ved at man skal afvige lidt fra ruten og undersøge små
afkroge, og ved at man skal trække skuffer ud for at få alle historierne med.
Genstandene skal forbindes med ord om en relevant baggrundshistorie til de
genstande, beskueren møde. Museets relevans understreges ofte i udstillingen
ved, at der trækkes tråde til nutiden. Dette gør også, at beskueren bedre kan
forholde sig til den abstrakte tid. Et eksempel på museet skaber sammenhæng
mellem nutid og fortid, er i den første del af udstilling, hvor den ene skuffe
er fuld af gamle breve mellem sømænd og deres familier, mens skuffen nedenunder
indeholder tilsvarende e-mail mellem nutidige personer. Andre steder spiller
museet på nostalgi og genkendelse, hvilket blandt andet ses ved museets valg af
at udstille de to fajancehunde. I teksten ved hundene understreges relationen
til nutiden igen, ved at der på et lille skilt står, at hundene stadig er
populære hos sømandskoner. Udstillingens affektive virkemidler skaber personlig
kontekst hos beskueren, som derved oplever udstillingen som relevant. Beskueren
får lettere ved at relatere sig til fortiden, når Personlig kontekst, nærhed,
identifikation, opleve udstillingen som relevant. Sammenstilling mellem fortid
og nutid gør at den besøgende bedre kan relatere sig til fortiden. Som
tidligere nævnt handler den første del af udstillingen af sømandskonen og den
usikkerhed, hun konstant lever i. Også her trækkes der paralleller til nutiden,
hvor museet understreger, at selvom søfart er mere sikkert i dag, står nutidens
sømandskone stadig med hele ansvaret, mens manden er væk. Historier om død
vækker nogle følelser i beskueren, som skaber større indlevelse og engagement.
Miljøkonstruktionen i den anden del af udstillingen lader den besøgende mærker,
hvor et fremmed sted i en fremmed tid føltes. Autensiteten kan dog trues af de
illusioner, rekonstruktioner skaber. Når følelserne kommer i spil på museet,
skaber det større interesse hos den besøgende, hvilket kan fremme
læringsprocessen og skabe intellektuel refleksion.
Anvendt
litteratur
Djupdræt, Martin Brandt & Hatt, Henrik (2009)
Følelser på Museum Nordisk Museologi 2009-1: 53-62
Gade, Rune (2006) Hvad er
udstillingsanalyse? - bidrag til en diskussion af meodiske strategier i
forbindelse med analyser af kunstudstillinger I: Bodin, E. & Lassenius, J.
(red.) Udstillinger - mellem fokus og flimmer
København: Multivers
Museet for Søfart (u.å.) Porten til Verden Museet for Søfart
Senest lokaliseret den 8. september 2014 på:
Poulsen, Hanne (1999) Sømandens
uartige hunde I: Handels- og Søfarsmuseet på Kronbog Årbog 1999, s. 127-138
Strandgaard, Ole (2006) Museumsbogen Århus: Hikuin, s. 225-295
