Diskursteori anvendt på Danmarks Jernbanemuseum

I faget Kulturformidling & Kommunikation har vi snakket om diskurser og diskursanalyse, og i den forbindelse fik vi en opgave. Som kulturformidler kan man forsøge at styre kommunikationen i den retning, man ønsker - man kan styre, hvordan noget fremstår. Vores opgave var at finde et eksempel på noget kulturformidling, som havde nogle bestemte diskurser, og så finde på en ny retning til denne formidling. Emma Sofie og jeg arbejdede sammen, men jeg har desværre ikke selv været på museet, og Emma Sofie var der engang for et år siden. Forhåbentlig får jeg en dag mulighed for at kommer derhen. Senere satte vi os i en gruppe med to andre, som også er kommet med nogle af de nedenstående forslag. Vi lavede opgaven ud fra Emma Sofies erindringer samt de billeder, hun tog, da hun var på museet. Vi kiggede også på museets hjemmeside. Vi endte også med at lege med en masse idéer til, hvad man kunne lave på museet; også ting som måske er mindre realistiske og uden for budgettet - men man har vel lov til at brainstorme. Vores italesættelse er naturligvis mere negativ omkring de nuværende diskurser og mere positiv om vores forslag til de nye - ellers ville der ikke være noget at undersøge. Som sagt har jeg ikke selv været der, så lad være med at læse dette som en anmeldelse af museet. Dette er en opgave om diskursteori anvendt på kulturformidling.

Diskursteori
En diskurs er en kamp om ordenes betydning, og en måde hvorpå noget anskues.  Virkeligheden er en social konstruktion via vores sprog, og ved hjælp af diskursteorien kan alt italesættes på en ny måde. Et eksempel vi anvendte i undervisning var statuen Den lille Havfrue. Hun er et dansk nationalsymbol, hvilket gør at hun tilhører en nationaldiskurs. Når hun ses fra kanalrundfarten, indgår hun i en turismediskurs. Eventyrsdiskursen kommer til udtryk ved, at figuren stammer fra et eventyr af H.C. Andersen, og når nogen kapper hovedet af hende i protest over et eller andet, er hun i en politisk diskurs. Visse diskurser kan ikke samarbejde; de kæmper mod hinanden. Et eksempel på dette kan være sagen om giraffen Marius; en sag, der skabte internationalt hysteri. Dette skete på grund af to modstridende diskurser: en hvor der er tale om Marius i en kæledyrsdiskurs, og en hvor det gælder en giraf i en naturvidenskabelig forskningsdiskurs.

Jernbanemuseet

Nuværende diskurser

Historisk diskurs

Oplysningsdiskurs (måske ikke bedst muligt udført, men et ønske om oplysning)

Bevaringsdiskurs

Forskningsdiskurs

De fem museumssøjler fra museumsloven er indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Jernbanemuseet opfylder alle fem søjler, men de kunne godt forbedre deres formidling.

Hvem er det intenderede publikum? Vi gætter på især togentusiaster og skolebørn. Kan der være tale om en togentusiastdiskurs?

Jernbanemuseets kommunikation: Hjemmesiden findes på dansk, engelsk og tysk. De har en Facebookside, som de opdaterer jævnligt, og de laver events, som folk kan melde sig til, når der sker noget nyt på museet. Information om arrangementer burde være mere tydelig på hjemmesiden, selvom det allerede findes, og det burde måske også være mere tydeligt i deres fysiske rum.

Mulige nye diskurser

Oplevelsesdiskurs

Bedre læringsdiskurs (oplysningsdiskurs)

Børnekultursdiskurs

Markedsføringsdiskurs

Oplevelsdiskursen kunne komme mere til udtryk med temaaftner, f.eks. mordaften inspireret af "Mordet i Orientekspressen" af Agatha Christie eller 50'er-aften med middag i en gammeldags spisevogn. I vognene står der voksfigurer af f.eks. togkonduktører, men disse kunne måske til dels erstattes af kustoder eller skuespiller i kostumer (vi er godt klar over at især her ville budgettet være et problem). De kunne også lave særudstillinger med specielle toge f.eks. Hogwartsekspressen (som de har haft besøg af), Thomas Tog (som de også har haft besøg af) eller lignende. 

De kunne også forbedre formidlingen med udstillingerne og gøre dem mere attraktive, og de kunne især gøre mere opmærksom på, at noget er en særudstilling - Emma Sofie fortalte, at hun havde set deres nuværende særudstilling, men at hun ikke var klar over, at det ikke var en del af den permanente samling.

Deres markedsføring kunne også trænge til et boost; ifølge Emma Sofie gjorde de ikke rigtig opmærksom på sig selv i Odense. De skal brande sig selv bedre. Ingen på vores hold var opmærksomme på eksistensen af Danmarks Jernbanemuseum, og vi er endda en gruppe menneske, der alle er engagerede i kulturformidling. De kunne muligvis få en artikel i DSB's blad Ud & Se. De kunne også nyde godt af mere crossbranding. Odense forbindes jo i den grad med H.C. Andersen, som var ret begejstret for jernbanen, så et oplagt forslag til crossbranding ville være samarbejde H.C. Andersens Hus.

Jernbanemuseet kunne forsøge at inddrage modeltog, og på den måde ville de tiltrække modeltogsentusiaster, og det er mit indtryk, at de også ofte er fan er store toge og egentlig transport generelt. Jeg var et år til Kulturnat i Danmark, hvor jeg tog hen for at se Københavns største modeljernbane og blev ret skuffet. Nu ved jeg ikke frygtelig meget om modeltog, men jeg havde regnet med noget, der var en del større. Hvis Jernbanemuseet nu havde Danmarks største modeljernbane, er jeg sikker på det ville tiltrække en del gæster. 

Imaget skal, hårdt sagt, ændres fra støvet, kedeligt, traditionelt og kun for de indviede til åbent, spændende og med fokus på oplevelse. Det kunne måske blive til et familiemuseum? Viden bør også formidles anderledes og gøres lettere tilgængeligt, da man lige nu helst bør have en baggrundsviden om jernbaner for at kunne nyde museets udstillinger.

Jernbanen satte i den grad gang i globaliseringen, og dens påvirkning af verden er enorm. Derfor er Jernbanemuseet et vigtigt museum, som burde fylde mere i den danske museumsverden. De kunne i deres formidling være mere narrative, og der kunne være fokus på globalisering og den industrielle revolution. Man kunne også skabe noget politisk debat ved at kigge på IC4-sagen, eller mere postitiv hvordan toge kan hjælpe miljøet ved at være en løsning på forureningsproblemet. Der kunne være en udstilling om togsikkerhed - der har internationalt set været en del store togulykker inden for den seneste tid, f.eks. det canadiske godstog med olie eller det spanske tog, der afsporedes på grund af for høj fart. Der kunne endvidere være en udstilling om kendte togulykker gennem tiden. Man kunne også have et interaktivt indslag, hvor folk får lov til at smadre et vindue med en af røde nødhamre, der findes i tog - lidt i stil med den bod, der tidligere var i Tivoli, hvor man kunne købe sig til et par bolde og så smadre porcelæn.

Skulle museet få lyst til at åbne en permanent café, kunne det være sjovt, hvis det var i en madvogn eller i hvert fald indrettet som en. 

Italesættelse af jernbanemuseet på en ny måde

Oplevelsesøkonomi

Politik: nutid, fremtid. Relation til folks hverdag.

Kulturhistorie: globalisering, industrialisering, historie, ect. Legitimere, argumentere for sin eksistens: Hvorfor er tog vigtigt?

Forbedret udgave af jernbanemuseet? Jernbanemuseet 2.0. Har kernepublikummet i fokus, men ønsker også besøg fra nye. Mere fokus på kommunikation og oplevelse.

Forslag til nyt navn (lidt en joke): Transport Og Globaliseringsmuseum: T.O.G.

Museumsformidling & Museologi: "Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder" på Designmuseum Danmark

Dette indlæg har jeg arbejdet på længe. I forbindelse med undervisningen var vi en tur på Designmuseum Danmark, hvor vi så udstillingen "Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder". Udstillingen er en del af Laura Liv Weikops ph.d. projekt ”Museet som oplevelsesrum – formidlingsstrategier og udstillingsdesign”, og vi var så  heldige, at Laura selv havde tid til at vise os rundt og fortælle om udstillingen og projektet. Selve udstillingen bestod af tre mindre udstillinger, som hver viser de samme 25 designgenstande på forskellige måder. Udstillingerne er bevidst lavet med tre forskellige formidlinger for at give tre forskellige oplevelser. Ud over de tre små udstillinger, husede udstillingen også en tænketank, hvor de besøgende kunne give feedback.

1. udstilling: Attraktive ting fungerer bedre

Den første udstilling var en meget klassisk udstilling med en æstetisk formidlingsstrategi. Genstandene var udstillet i glasmontre med en lille slip med genstandens navn, kunstner, producent og år stod. Der er fokus på genstandenes design, deres æstetik - at de er "attraktive". Genstandene hverken kan eller må berøres.

I mit seneste indlæg skriver jeg om Bruno Ingemann og hans tanker om, hvad museer skal kunne. Hans 2. og 3. punkt er, at autentiske ting skal præsenteres i en ny sammenhæng, og at ting kan gestalte en æstetisk oplevelse. Genstande skal tages ud af deres normale brugsfunktion, og ved at placere dem i en ny kontekst, får beskueren et nyt blik på genstanden, hvilket er nødvendigt for at den ikke virker udvedkommende og meningsløs. Det var tydeligt, at dette var den udstilling, de besøgende brød sig mindst om, men jeg var faktisk selv ret glad for den. Måske ville jeg have en anden holdning til udstilling, hvis jeg havde skullet kigge på 500 genstande udstillet i ens glasmontre. Men jeg vil sige, at denne udstilling klart gav mig et nyt syn på genstandenes design.

2. udstilling: Det man ejer, er man selv?

Denne udstillings formidling var taktile. Udstillingen var indrettet som et hjem, i så høj grad at jeg vælger at bruge ordet "indrettet". Hvor begge de andre udstillinger kun havde kunstig belysning (hvilket kan være nødvendigt på nogle udstillinger, da visse genstande ikke tåler dagslys), blev den udstilling til dels lyst op af to store vinduer, hvilket også forstærkede den hjemlig stemning. 

Nogle møbler var fysisk til stede for at skabe rammerne om udstillingen, mens andre blot var malet på væggen, hvor den besøgende så må bruge sin egen fantasi til at udfylde hullerne. Laura fortalte, at der i rummet kørte et lydspor med hverdagslyde (fuglefløjt, knallertbrummen, småsnakken og opvask), men det var ikke noget jeg lagde mærke til - heller ikke da jeg efterfølgende gik ind i lokalet og specifikt lyttede efter lydene. Alle genstandene må berøres, hvilket giver en helt anden oplevelse end i den 1. udstilling, da hver ting nu pludselig får tekstur og tyngde.

Der var de samme oplysninger om genstandene som i den æstetiske udstilling, men denne gang var informationen ikke ved den enkelte genstand, men på et A4-ark, der lå på bordet. Jeg opdagede det faktisk kun, fordi en af mine medstuderende bed mærke i papiret.  

For mig var dette den udstilling, hvor jeg følte mig mest underholdt, men fordi genstandene var hverdags ting udstillet i et hverdagsscenarie, fik jeg ikke et nyt syn på tingene, og jeg lagde ikke syndelig mærke til deres design - hvilket vel er meningen, når man vælger at besøge et designmuseum? Andre besøgende har beskrevet udstilling med ét enkelt (meget rammende) ord: IKEA. Men i så fald kunne jeg jo bare tage til IKEA i stedet for på museum. Måske var den udstilling i virkeligheden sjovest, fordi den var så anderledes fra, hvad jeg er vant til på museer? Derudover skaber denne udstillingstype selvfølgelig slitage og mulighed for tyveri, hvilket øger museets omkostninger. Typen af udstillingsgenstande begrænser også muligheden for denne type udstilling - det er her nemmere at udstille designgenstande, der stadig kan købes, end forhistoriske fund, der er uerstattelige. På den anden side ville man måske lære mere ved at røre ved genstande, som man ikke normalt har adgang til. Til gengæld kommer især Bruno Ingemanns 9. tese til udtryk her, hvor beskueren ikke kun kan finde genkendelse i hverdagsgenstandene, men også i hverdagsscenariet. 

3. udstilling: Design opfylder behov

Denne sidste udstilling var didaktisk. Genstandene var farvekordinerede efter kategorier som "Design til lyd" og "Tekstil- og tøjdesign". 

 

Genstandene var udstillet i håndhøjde, limet fast på deres plads, og der var små sedler, der prædikede, at man ikke måtte røre. Det provokerede mig ærligt talt - at jeg kunne røre, men bare ikke måtte. Laura fortalte da også, at mange andre besøgende havde samme opfattelse, og jo mere jeg har tænkt over besøget, jo mere irriteret er jeg blevet over, at jeg ikke måtte røre ved tingene. 

Til hver kategori hørte en folder, hvor der stod en masse information, så man havde mulighed for at lære om genstandene - hvis man altså havde lyst. Laura fortalte, at folderne havde fået enormt positiv feedback. Hun fortalt, at folk ønskede at folderen var til rådighed, hvad enten de hørte til dem, der slet ikke kiggede i dem, eller dem, der læste dem fra ende til anden. Informationen var også tilgængelig på både dansk og engelsk.

Overskriften på denne udstilling passede særlig godt, da genstandenes designet blev forklaret i folderne. På den måde blev der både sat fokus på tingenes æstetik og deres praktiske anvendelse. Jeg følte mig dog stadig så provokeret af ikke at måtte røre, at jeg ikke kan kalde denne udstilling for en ren succes. 

Forskellen på udstillingerne

Hver udstilling giver et forskelligt syn på de forskellige genstande. Et eksempel kan være lampen. I den første udstilling ses den nedenfra, hvilket er anderledes end man er vant til, og det giver et anderledes syn på lampen, end man er vant til, og man bemærker i højere grad designet. Til gengæld kan man ikke røre ved lampen, og man har kun mulighed for at se den fra den ene vinkel. 

 

Den anden udstilling var interaktiv, og man havde mulighed for at trykke på en stikkontakt og derved tænde og slukke for lyset. Dette gav beskueren mulighed for at se genstanden på to forskellige måder. Men lamper kan også tændes og slukkes hjemme hos mig selv, så måske udfordrer det, at jeg ikke kan, min fantasi i forhold til min opfattelse af lampen. Derudover var det også tilladt at røre ved lampen, skulle man have lyst til det.

På den tredje og sidste udstilling sås lampen på en tredje måde. Ligesom i udstilling 2 hang den ned fra loftet, ligesom den normalt ville gøre, men ligesom i den første udstilling har beskueren ikke mulighed for at interagere med lampen eller til en vis grad at se den fra flere vinkler. Man kan måske argumentere for, at lampen ses i en ny sammenhæng, fordi den bliver sat sammen med andre belysningsgenstande og information om de forskellige. 

Tænketanken

Udstillingens sidste rum var en tænketank, hvor folk kunne stemme på deres fortrukne "underudstilling" og komme med kommentarer. Folk har forskellige muligheder for at kunne give deres mening til kende, og alle vejledninger og spørgsmål stod på både dansk og engelsk. Der var et spørgeskema, man kunne besvare; en tavle til hver udstilling hvor man kunne skrive beskrivende stikord (f.eks. "IKEA" eller "kedelig"); en enkelt tavle til generelle tanker om udstillingen; og fire gennemsigtige plastikkasser; en til hver udstilling samt en med plastikbolde, som folk kunne bruge til at stemme med ved at lægge en bold i en af de andre kasser.  

Der var  også bløde puffer at sidde på, kuglepenne og papir. Laura fortalte, at hun i starten havde "høstet" rummet en gang om måneden, men at folk gav så meget feedback, at hun nu måtte gøre det en gang om ugen for at kunne følge med. Laura har også interviewet besøgende, og kigget på videooptagelser af folks besøg i udstillingerne. 

 Hele udstillingen, altså "Udstillingslaboratoriet", var formet lidt labyrintisk, og Tænketanken lå over for 2. udstilling. Jeg kunne derfor være bange for, at nogle har besøgt dette rum som nummer 2 eller 3 på deres vandring gennem udstillingen, og måske har gået rundt derinde for at sikre sig, at de ikke kommer til at gå glip af en del af udstillingen - sådan tænker jeg i hvert fald selv, når der er enkelte rum undervejs på museer, for hvad nu hvis jeg ikke kommer tilbage samme vej? Hvis nogle har set andres holdning til udstillingerne, for eksempel på afstemningskasserne, kan det måske have påvirket deres egen holdning på deres fortsatte færd. For at inddrage Rune Gades overvejelse, kan man sige, at ruten var labyrintisk, men måske burde have været mere fastlagt. Men måske er jeg ikke den bedste til at vurdere den slags - jeg er måske nok i højere grad end det sædvanlige publikum interesseret i folks holdning til udstillingsformen, da jeg forhåbentlig selv en dag skal arbejde med at lave succesrige udstillinger.

Afsluttende og evaluerende tanker om udstillingen
Personligt synes jeg, at det var en fantastisk spændende udstilling. De forskellige formidlingsformer gjorde en kæmpe forskel i opfattelsen og oplevelsen af genstandene, og jeg har aldrig før fået lov til at opleve denne forskel så konkret. Men som en af mine medstuderende nævnte, er den måske mest interessant for fagfolk? Eller i hvert fald folk som er interesserede i kulturformidling og udstillinger. Udstillingen satte fokus på udstillingstyper frem for genstandenes design, og det er måske ikke det, en gæst forventer, når denne tager på besøg hos Designmuseum Danmark. Men jeg, som kommende kulturformidler, var stor fan.

I følge Laura selv, ønsker hun at undersøge, hvordan de besøgende kan få mere "engagerende oplevelser ... som giver os nye erfaringer, gør os klogere, får os til at føle, tænke og se helt nye dimensioner af design som begreb."  Hun vil undersøge, hvorvidt det er muligt, at udvikle et forslag til, hvad den bedste formidlingsstrategi er - på tværs af af de tre museumstyper: kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer. Det er meget ambitiøst. Kan man overhovedet finde én strategi til tre museumstyper? Kan den taktile udstillingsstrategi f.eks. fungere på et naturhistorisk museum?

Skal en udstilling være en oplevelse, eller skal den være lærerig? Jeg har ikke det endelige svar. Jeg havde ikke regnet med, at være så glad for den klassiske udstilling, fordi jeg egentlig oftest foretrækker noget mere kreativt og alternativt. Men måske netop fordi, det er hverdagsgenstande, fungerer denne udstillingstype bedst. På grund af kontrasten. En lejlighedsudstilling med middelalderlige genstande ville også have været tankeprovokerende og interessant, men det giver selvfølgelig også slitage. Den almindelig museumsbruger vil helst være underholdt, og den klassiske udstillingsform opfattes som kedelig, kan man konkludere ud fra Tænketanken. Skal man så droppe den æstetiske udstillingsform? Hvis folk bare gerne vil underholdes, skal man så give folket, hvad de ønsker? Skal man gøre alt for at høste høje besøgstal, eller skal man i også vægte, hvad de besøgende, der kommer, får ud af besøget, omend dette er langt sværere at undersøge? Man skal også huske på, at folk har forskellige måder at lære på, så selvom nogle lære mest ved at se på genstandene, lære andre måske bedst ved at røre, og andre igen måske ved at læse. Og denne udstilling havde ikke engang lydguides med til dem, der lærer bedst ved at høre...

Der er i hvert fald masser af stof at tage fat i til et ph.d.-projekt. Held og lykke til Laura!

Museumsformidling & Museologi: Bruno Ingemanns ti teser om museet i samfundet

Ingemann, Bruno (2000): "Ti teser om museet i samfundet". I Nordisk Museologi nr. 1, 2000 s. 47-55. København: Museumshøjskolen

Ingemann er hovedsageligt fokuseret på historiske museer, men mener også, at teserne kan anvendes på kunstneriske og videnskabelige museer. Han bruger også teserne på det, han kalder "ikke-museer", som Sagnlandet Lejre (tidligere Lejre Forsøgscenter). Ikke-museum er et spændende begreb, synes jeg, men det er nu egentlig bare en strøtanke. Teksten var spændende, men mindede faktisk lidt om et blogindlæg på mange måder med masser af noter mange henvisninger til andre forfattere. Her er mine noter til denne tekst:

1. Museets kan fortælle historier med autentiske ting
En genstand behøver ikke nødvendigvis at være fra "rette tid og rette sted", selvom det ofte er sådan, autentisk bliver defineret. Det handler i højere grad om at skabe en autentisk stemning. I følge Anne Sofie Becker findes der to udstillingstyper: den præsentative og den diskursive type.

2. Autentiske ting præsenteres i en ny sammenhæng
Kulturhistoriske genstande må nødvendigvis have en brugsfunktion udenfor museet, og ved at placere den i et nyt rum og i en ny tid, får den en ny funktion. Michael Braxendall har en teori om, at tre kulturer mødes i en udstilling: 1) idéer, værdier og intentioner fra den kultur, artefakten stammer fra, 2) idéer, værdier og hensigter hos udstillingens skabere, og 3) beskuerens kulturelle bagage. Susan Vogel: "Almost nothing displated in museums was made to be seen in them."

3. Ting kan gestalte en æstetisk oplevelse
Alle udstillinger kan aflæses som ren æstetik; udstillingen selv lægger op til det. Det handler ikke om æstetisk aflæsning af enkelte genstande, det handler derimod om iscenesættelsen af disse. Peter Cornell mener, at gennem filosofens, poetens og kunstnerens blik eller gennem barnets øjne får vi et nyt syn på tingene; "de får tingen til at tale og os til at tale om tingene". Genstande på museet kan virke uvedkommende, men et åbent blik an synliggøre tingene på en ny måde. Autentiske genstande bliver set som modsætninger til imitationer, kopier og forfalskning, men Dean MacCannell ændre kriteriet for autenticitet fra genstandens selv til oplevelsen af denne. Den autentiske oplevelse kan komme af præsentationen af genstanden.

4. Æstetisk oplevelse kan skabes af 'teksten' og af den besøgende
Den æstetiske oplevelse som et område består af fire felter: værdier, emotioner, viden og handling. Vidensfeltet handler både om at anskaffe sig ny viden, men også den viden, som gæsten allerede har, og som aktiveres i oplevelsen. Emotionsfeltet er bindeled mellem mennesker, natur og fysiske objekter samt de sociale relationer og handlinger, der forbindes hermed. Værdifeltet omhandler personlige værdisystemer, normer og moral og disse betydning for reaktionen på udstillingen. Handlingsfeltet drejer sig om vandring i de fysiske rum, berøring af genstande og interaktivitet med knapper, skærme og lignende. Museets kan planlægge at aktivere en eller flere af oplevelsesfelterne, men den konkrete oplevelse er også afhængig af gæstens eget ønske om udbytte: ren underholdning eller læring. Betydningen skabes altså i mødet mellem beskueren og udstillingen.

5. Ting kan ses som et kunstnerisk udtryk - en fortælling
Genstande må ses som et kunstnerisk udtryk/en fortælling. Hvis noget skal italesættes må museets genstande sættes i kontekst, hvor fortællinger kan aflæses gennem genstande, rum, forløb og tekster. En fortælling er ikke blot noget, der ligger i en tekst, det er også et grundlæggende træk hos mennesker, der gør, at vi omsætte oplevelser til indre narrativer/fortællinger. Tomme pladser i udstillingen udfyldes af beskueren for at skabe fortællinger, samtidig med at beskueren genkender og finder sig uenig/enig i de værdier og den viden, som opstilles i udstillingen. 

 7. En fortælling må kunne skabe mentale billeder
I forlængelse af overstående teori om indre fortællinger, skal en udstillings genstande og tekster også kunne skabe mentale billeder hos beskueren. Billederne skabes, når genstande møder andre genstande og/eller tekster, og sproglige teknikker fra fiktionen indrages.

7. Samfundets fortællinger bygger på myter og symboler
En myte er en fortælling, som en kultur bruger til at forklare og forstå aspekter af virkeligheden eller naturen. Begrebet dækker både primitive myter om liv og død, godt og ondt og mennesker og guder; og mere sofistikerede myter om maskulinitet og feminitet, familie, succes og meget andet. Myter er ikke universelle i en kultur, og selvom man kan tale om dominerende myter, findes der også modmyter, og myter forandres over tid. 

8. Museet må kommunikere samfundets fortællinger
Mindre lokalhistoriske museer kan have en tæt relation til de besøgende, og deres formidling kan være meget målrettet og modtagerfokuseret. Større museer er nødt til at være afsenderfokuseret og autoritatativ, da de har ansvar for at formidle samfundets fortællinger. Disse fortællinger er ikke bare, de skal skabes.

9. Museet er i samfundet
Museer i fremtiden har ikke bare genstande; de fortæller historier. Museets rolle er læring, og det lykkes når den besøgende opnår evnen til at føle og tænke. Museerne skal skabe genkendelse; de besøgende skal kunne genkende både genstande og rum, og de skal føle nostalgi. 

10. Samfundet er i museet 
Borgerne i samfundet skal føle, at deres virkelighed er repræsenteret på museet. Den besøgende skal ikke kun kunne genkende genstande og rum, men skal også kunne relatere sig til symboler og myter.