søndag den 17. juni 2018

Jeg er flyttet!

Hej

Har du savnet mig? Hvis ja, så har jeg gode nyheder. For det første har jeg slettet et indlæg, som ved nærmere eftertanke måske var lidt for personligt. Men jeg kan da dele, at jeg siden mine jobsøgningsfrustrationer landede et barselsvikariat som børne- og ungebibliotekar i Roskilde, og lige bagefter blev jeg fastansat som børne- og ungebibliotekar på Guldborgsund-bibliotekerne. Så yay! Til alle arbejdsløse: Der er håb forude!

Men derudover er jeg tilbage med en ny blog! Jeg har i to år nu været bookstagrammer på @bogeventyrer, og nu har jeg udvidet med en blog.

Jeg håber, du har lyst til at følge med derovre. Så vil jeg prøve en dag at få skrevet det lovede indlæg om min vej til job. :)


torsdag den 17. marts 2016

Jobsøgningsfrustrationer

Jobsøgningen gik så godt i starten. Jeg hørte efter, da de sagde, at man skulle begynde at søge job i god tid, inden man blev færdiguddannet. Jeg havde rimelig god hitrate på mine ansøgninger. Jeg var til min første relevante jobsamtale den 15. juni 2015, men de valgte én med mere erfaring. 

Så gik der lidt rod i mit liv, og jeg blev blev kun kaldt til jobsamtale på ikke relevante job. Disse fik jeg ikke, fordi jeg var for højtuddannet, og de mente, at jeg ville smutte igen, når jeg fik noget relevant. Først i november fik jeg en ny relevant jobsamtale, og i novemeber blev det faktisk til hele tre relevante samtaler og én ikke-relevant. Siden da har det dog stået stille undtagen en enkelt (heldigvis relevant) samtale. Ingen jobsamtaler, hverken relevante eller ikke, og jeg synes faktisk også, at der er blevet længere mellem de relevante opslag. Siden jeg blev færdiguddannet har jeg sendt over 70 ansøgninger, - det er jo så uden dem, jeg sendte, mens jeg skrev speciale. 

I januar røg jeg i et jobsøgningsmæssigt sort hul. Jeg sad med en følelse af, at der ikke var nogen relevante jobopslag (skal du til at søge job, så ved du så det nu: der er meget få interessante jobopslag mellem midten af december og midten af januar. Folk er gået på juleferie.), jeg fik ingen jobsamtaler, og det føltes ærlig talt som om, at jeg aldrig ville få et job. Mørke, kulde og private frustrationer hjalp heller ikke på humøret og motivationen. Heldigvis har jeg en forstående sagsbehandler på jobcenteret, som hørte efter og prøvede at motivere mig. 

Derfor ville jeg nu fokusere på at komme i virksomhedspraktik. Som nyuddannet har man mulighed for at komme i 8 ugers virksomhedspraktik i stedet for kun 4, og det skulle da udnyttes, når nu alle min afslag blev begrundet med, at de havde valgt én med mere erfaring. 

Allerede i december, da jeg fik det afslag, spurgte jeg, om jeg så kunne komme i praktik på stedet. Jeg fik afslag, da det næste halve år var afsat til at indøve nye medarbejdere. Jeg skrev til et andet bibliotek, som sendte mig et afslag på et job, jeg ikke var til samtale hos, men det passede ikke så godt lige dér, - jeg kunne vende tilbage efter en måned, hvis jeg ikke fandt noget andet. Jeg skrev så til seks folkebiblioteker i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg fik et afslag, hvor en af mine med-arbejdsløse bibliotekarer kom mig i forkøbet. Tre steder hørte jeg aldrig fra. Men to stedet gav accept, og jeg er nu i 8 ugers praktik som børnebibliotekar det ene sted: Køge Bibliotek. Jeg har holdt muligheden åben for at komme i praktik det andet sted efterfølgende, hvis ikke jeg får job inden, - og det ser det ikke umiddelbart ud til. Men jeg håber selvfølgelig stadig! Jeg har lige skrevet - hvis jeg selv skal sige det - en brandgod ansøgning (og flere andre, selvfølgelig), så jeg holder håbet oppe. 

Næste indlæg kommer til at handle om praktikken, og hvad jeg har fået ud af det!  

torsdag den 11. februar 2016

Udstillinger jeg desværre ikke fik set

2015 bød på flere udstillinger, som jeg ville ønske, jeg havde fået set. Desværre gik tiden, og pludselig var udstillingerne pillet ned igen. Sådan går det jo, når man udskyder ting for længe. Jeg ville virkelig ønske, jeg have fået set: 

Bjørn Wiinblad
Jeg er ret vild med Bjørn Wiinblad, og jeg er super ærgerlig over, at jeg ikke fik taget mig sammen til at se den. Den kørte på Arken fra juni 2015 til januar 2016, og alligevel var jeg for sløv. Øv! Den har ellers fået virkelig fine anmeldelser, og jeg plejer også at nyde Arkens udstillinger. 


Ingvar Cronhammar: H
Jeg har aldrig været nede i Cisternerne, men jeg synes, det er et spændende og anderledes koncept, og jeg har længe gerne villet se rummet. Jeg så adskillige billeder fra denne vandudstilling, og igen fik udstillingen masser af positive anmeldelser. Udstillingen løb fra marts til november, men jeg var igen for langsom.


Yayoi Kusama
Denne udstilling på Louisiana ærgrer det mig nok mest, at jeg ikke fik set. Jeg læste om Kusamas udstilling i New York i 2015 i en artikel, og jeg har villet se hendes kunst lige siden. Jeg havde endda set hendes "Gleaming lights of the soul" på Louisiana (den er permanent), men jeg havde ikke lige sat de to ting sammen i hovedet. Og billederne derfra på Instagram var fantastiske. Ih! Jeg var ellers fast besluttet på at få den set i løbet af den sidste uge her i slutningen af sidste måned, men det kunne bare ikke gå op.


Rasmus Klump - på udstilling
Denne her udstilling løb fra maj 2014 til start januar 2015 på Storm P. Museet. Jeg ville gerne have set den, fordi jeg synes, at en udstilling om Rasmus Klumps univers lød superhyggelig! Men pludselig var tiden gået og udstillingen pillet ned...

Dette var de udstillinger, jeg er bitter over at have misset. Jeg må holde øjnene åbne, så jeg lægger mærke til, hvis der skulle komme lignende udstillinger. Og så må jeg blive bedre til, at tage ud til udstillinger meget hurtigere!

torsdag den 22. januar 2015

Speciale

Så skal jeg i gang med at skrive speciale. Jeg er lidt nervøs, fordi jeg synes, det er lang tid, og jeg plejer at arbejde bedst under lidt pres. Og så er jeg nervøs for det mundtlige forsvar, fordi jeg aldrig har brudt mig om mundtlige eksaminer - selvom jeg plejer at klare dem meget godt. Men jeg er også superspændt på at få en chance for virkelig at fordybe mig i noget. Jeg glæder mig til at læse en masse og få en bred indsigt i et spændende emne, og jeg glæder mig til at have god plads til at skrive om noget, der interesserer mig. 

Min første idé handlede om, at jeg er frivillig i en aktivitetsgruppe hos Røde Kors, hvor vi skal udvikle udstillinger til deres kommende frivillighus på Blegdamsvej i København. Jeg meldte mig ind lige efter at have haft faget "Museumsformidling & Museologi", hvor jeg fik lidt blod på tanden for museumsverdenen. Opgaven i "Kulturformidling & Kommunikation" om Museet for Søfart inspirerede mig yderligere til arbejdet med udstillinger. I gruppen hos Røde Kors ville jeg få mulighed for at få noget praktisk erfaring med alt fra idéprocessen til det store praktisk arbejde med at få hele udstillingen op at køre. Desværre blev den første udstilling forsinket og så forsinket igen yderligere uden nogen fast dato for færdiggørelsen. Uden udstillingen ville specialet næppe blive godkendt til at høre under mit studie i "Informationsvidenskab & Kulturformidling", da Røde Kors ikke er en kulturinstitution. 

Derfor gik jeg i tænkeboks og lavede en brainstorm over potentielle emner. Den tog jeg med til min vejleder, som hjalp mig med at vælge det endelig emne og fokus. Jeg har valgt at skrive om frivillige på museer og biblioteker. Efter vejledningen gik jeg hjem og udarbejdede en foreløbig problemformulering, som består af et overspørgsmål og tre underspørgsmål:

Hvad betyder brug af frivillige for danske museer og folkebiblioteker? 
  • Hvilken motivation har de frivillige for at udføre arbejdet?
  • Hvordan og hvorfor bruger henholdsvis museer og biblioteker frivillig arbejdskraft?
  • Kan bibliotekerne og museerne lære noget af hinandens brug af frivillige? 
Problemformuleringen kan naturligvis ændre sig undervejs, afhængig af hvad jeg finder ud i forbindelse med mit arbejde på opgaven. Jeg skulle også udarbejde en tidsplan, hvilket jeg synes, var lidt svært. Jeg plejer at arbejde lidt springende, fra opgave til opgave. Men det er måske meget godt, at have nogle målsætninger undervejs, så der ikke pludselig er en måned til aflevering, uden at jeg har fået lavet noget. Så jeg kom op med et bud:

Inden 2. februar
Vejledning angående emne og problemstilling samt teori- og metodeovervejelser. Udarbejdelse og aflevering af specialekontrakt.

Efter 2. februar (angivet i ugenumre)
Uge 6-11: Læsning. Udkast til redegørende afsnit. 
Uge 12: Vejledning. 
Uge: 12-16: Interviews og transskribering. Udkast til metode- og teoriafsnit. 
Uge 17: Vejledning. 
Uge 17-22: Udkast til analyse og diskussion. 
Uge 23: Vejledning. 
Uge 23-27: Færdiggørelse af opgave. 
Uge 28: Vejledning. 
Uge 28: Optimistisk dato for at være med at skrive og påbegynde korrekturlæsning og rettelser. 
Uge 30: Realistisk dato for at være med at skrive og påbegynde korrekturlæsning og rettelser. 
Uge 31-32: Print, indbinding og aflevering.

Nu venter jeg på, at min specialekontrakt bliver godkendt i studieadministrationen, så jeg kan komme i gang med at læse og sidenhen skrive. Kender du noget relevant materiale, nogle projekter eller andet, jeg burde kende til i denne forbindelse? Så må du meget gerne smide en kommentar!

Jeg skriver en update igen, når jeg er nået lidt længere. :)

lørdag den 17. januar 2015

Museumstankegang

Jeg har meldt mig ind i en aktivitetsgruppe hos Røde Kors, hvor vi skal arbejde med at udvikle udstillinger. Det er et superspændende projekt, og vores sidste møde blev holdt på Nationalmuseet. Her holdt ansatte fra museet først et lille oplæg. En af mine medfrivillig spurgte ind til, om museet havde førsteret på udstillingsemner inden for f.eks. vikingetiden, hvis nu Danmarks Borgcenter eller Vikingeskibsmuseet havde samme idé til en udstilling. Jeg synes, det var et meget fornuftigt spørgsmål. Inden for teaterverden har Det Kongelige Teater på en måde førsteret på forestillinger. Ikke forstået sådan, at andre teatre har decideret forbud mod at spille de samme forestillinger i samme sæson, men man gør det bare ikke, da det er svært at konkurrer mod. Men tilbage til museumsverdenen! En af nationalmuseets ansatte besvarede spørgsmålet således:

"Vi er ikke i konkurrence med hinanden. Vi er i konkurrence med alt det andet. Vi har et meget tæt samarbejde."

Dette stemmer ret godt overens med mit billede af museumsfolk og museumsbranchen: Samarbejde samt lyst og villighed til at dele. Det hænger egentlig også perfekt sammen med teori om oplevelsesøkonomien, som jeg sikkert skriver noget om på et tidspunkt. 

Dette citat står desuden i voldsom kontrast til den næste person, der holdt et lille oplæg til mødet. Det var en af Røde Kors' ansatte, som netop understregede at Røde Kors er i konkurrence med de andre non-profit organisationer. 

Men yay for samarbejde og vidensdeling! Sharing is caring. ;-)



torsdag den 4. december 2014

Kulturdagbog: November

Læs mere om, hvad min kulturdagbog er for noget.

Den 3. november: "Rejsen" på Folketeatret
Udemærket. Joke om DK5-klassifikationssystemet, som jeg var den eneste, der lo af. #bibliotekarhumor

Den 6. november: Specialeintroduktion
Skræmmende!

Den 8. november:"Crazy Christmas Cabaret" i Glassalen i Tivoli
Forpremiere med mor.

Den 9. november: Julemarked i Roholte
Med svigermor.

Den 17. november: Møde hos CPH Volunteers

Om eventplanlægning. Første møde.


Den 21-23. november: Hamborg
Med mor og Finn. Chokolademuseum og Miniatur Wunderland.

Den 27. november: "Har du set min nissehuemor" på Frederiksbergscenen
Sammen med Michala. Meget sjov! Undtagen to sketches. Nissehumor. ;)





torsdag den 13. november 2014

Kulturdagbog: Oktober

Læs mere om, hvad min kulturdagbog er for noget.

Den 3. oktober: Workshop om mikropraktik
Jeg skal i mikropraktik på Designmuseum Danmark! (OBS! Det blev aflyst...)

Den 3. oktober: Næstved Kulturnat
Med Michael og hans mor. Kedeligt. Fin idé og godt potentiale, men der skal gøres meget mere for at få det til at blive en succes.

Den 4. oktober: Late Night Lørdag
Lasse Rimmer som vikar (efter min mening meeeget bedre end Fuhlendorff!). Ukulele-Hanne, Rasmus Walter, Ida Gard, Jacob Tingleff (Ulige Uger), Alle Elsker Kærlighed, Bandet, breakdance (Fast Footwork?) #LNLNBT 

Den 7. oktober: Udstillingsmøde hos Røde Kors
Frivilligt arbejde om udstillinger i og på Røde Kors kommende frivillighus. 


Den 10. oktober: Kulturnat
Med Michala i København. 

Den 12. oktober: "Alle Elsker Kærlighed" på Nørrebro Teater
Okay, men bestemt ikke fantastisk. 

Den 16. oktober: Brunch &; film med Michala og Iben
Bring It On-maraton. 1-4.

Den 19. oktober: Fantasy Bogmesse på Herlufholm
Potentiale, men der skal arbejdes en del på det.

Den 28. oktober: "Gasolin" på Aveny-T
Meget interessant forestilling. Nogle numre var bedre end andre, men generelt var jeg ret imponeret!