Strøtanker om museers fremtid: berøring, fotografering og brugerinddragelse

Rune Gade nævner i "Hvad er udstillingsanalyse? - bidrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger", at de fleste godt ved, hvordan man gebærder sig på et museum, og der er personale til at minde folk om det, hvis der alligevel skulle være nogen, som overskrider de utalte grænser, der er.  Her fremhæver han eksemplet med en kustode, der oplyser folk om, at genstandene ikke må berøres. Endvidere kommer han ind på, at udstillingsarkitekturen er med til at strukturere folks bevægelse i rummet gennem lyssætning, sokler, montre, skiltning, osv. Han snakker også om, at udstillinger ikke kun skal beskues, men sanses med hele kroppen. 

Det tror jeg er museernes næste udfordring. Interaktivitet og brugerinddragelse har været det helt store i flere år nu. Det er ganske udmærket, men kun hvis folk bruger det. 

Brugerinddragelse, berøring og vaner
Jeg går jævnligt på museer, og min egen opfattelse er, at jeg har styr på, hvordan man opfører sig på kulturinstitutioner. Men bare i år er jeg blevet skældt ud af hele to kustoder på to forskellige museer. Jeg var på Statens Museum for Kunst med min veninde Ida, og vi stod og betragtede et maleri, hvor linjerne i en kvindes krop fortsætter i den guitar, hun holder, og det vindue, hun står ved. Vi diskuterede maleriet og fulgte linjer med vores fingre for at forklare den anden, hvad vi snakkede om - naturligvis uden at røre maleriet. Vores fingre var vel omkring 10 centimeter maleriet, da en kustode kom hen og råbte af os, at vi skulle holde en sikkerhedsafstand på minimum 30 centimeter til kunstværkerne. Resten af tiden på museet turde jeg nærmest ikke bevæge mig og i stedet for at fordybe mig i kunsten, tænkte jeg på, hvor mange centimeter jeg fra kunsten. Mange, jeg kender, har haft lignende oplevelser på museer.

Hvis museerne vil have en tættere relation med deres gæster, og hvis de vil have folk til at turde deltage i interaktive tiltag, er kustoderne nødt til at holde op med at råbe af folk. Folk retter sig ind efter det, og det sætter sig i kroppen. Naturligvis må man ikke røre ved et maleri af Matisse, men det ville heller ikke være faldet mig ind. At blive irettesat på den måde fik mig til at føle mig som et lille, uartigt barn, og det vil også i andre museumssammenhænge afholde mig fra at røre ved genstande på museer, og nogle gange vil museerne jo gerne have en til at bruge hænderne. 

Designmuseum Danmark
Et eksempel på et sted, der virkelig forvirrede mig, er Designmuseum Danmark.  Nedenstående designgenstande står på podier. På billedet til venstre og det øverste til højre, kunne det ikke falde mig ind at berøre genstandene. På det nederste billede til venstre, har jeg lyst til at røre stolene, men kun sædet med hånden, fordi det har lige den rette højde til det. 

Stolen på podiet til venstre ville jeg ikke kunne finde på at røre, men den røde stol på gulvet ser så indbydende ud, og jeg må bare vide, hvordan den føles at sidde i! Den lille seddel på stolen afholder mig dog fra det; man må ikke røre.

Nedenstående møbel måtte til gengæld gerne berøres. Jeg diskuterede det et stykke tid med en medstuderende, og vi var ret usikre på, om man måtte røre. Det viste sig, at der var genstande i møblets skuffer, så det var faktisk meningen, at man skulle røre - faktisk kunne man kun se genstandene ved at åbne møblets skuffer. I sidste ende var næsten mere interesseret i at trække skuffer ud for at røre på et museum end i at betragte genstandene. Som selvfølgelig var dækket af glas og ikke kunne berøres. Men jeg bemærkede, at skuffernes position ændrede på min opfattelse af, hvorvidt møblet måtte berøres. På billedet til venstre ser det ud som om, at møblet er til beskuening, mens at det højre billede viser, at andre har trukket i skufferne, og det bekræfter mig i, at det er acceptabelt at røre.

 Se mig; jeg rører!

Fotografering på museer
Den anden gang jeg fik skæld ud var på Louisiana. Min veninde Michala tog et billede af mig, der betragtede et kunstværk. Billedet blev taget med appen Snapchat, hvor et billede bliver vist hos modtageren i op til 10 sekunder, og billedet skulle sendes til vores fælles veninder. Min veninde vist mig lige billedet, inden hun sendte det, fordi hun bemærkede at mit tøj matchede maleriet. En kustode sneg sig op bag os og sagde nærmest hviskende: "Mmm, det er fint, men man må altså ikke fotografere her." Jeg tror ikke længere på, at man kan sige, at man ikke må fotografere på den måde. Med mobilkameraer og folks nye attitude til fotografering er det ikke noget, der bare kan begrænses på den måde. Langt hen ad vejen tror jeg, at folk vil tage billeder, selv hvis du siger de ikke må. Jeg har da også selv taget billeder på Louisiana, og jeg var faktisk ikke klar over, at det ikke var tilladt. Jeg ved godt, at jeg lige nu er dobbelt moralsk, for jeg er ansat på teatre, og når folk fotografere under en teaterforestilling irriterer det mig grænseløst. Men jeg tror virkelig, at museer er nødt til at tillade fotografering. Jeg tror, man i stedet skal se dig som gratis reklame - et billede på Facebook af et kunstværk kan alligevel ikke måle sig æstetisk med at opleve værket i virkeligheden. En måde at omfavne fotografering på museerne på, er ved at opfordre til  "Museum selfies" på for eksempel Twitter.

Om at holde sig væk
Som Rune Gade selv forklarer det: "At bevæge sig ind på et galleri eller et museum fordrer en forhåndsviden om, hvordan man begår sig i sådanne rum. Besidder man ikke denne viden, vil man som regel foretrække at holde sig borte."Kustoder, der råber af mig, og får mig til at føle, at jeg ikke har den nødvendige forhåndsviden, giver mig lyst til at blive væk. Og det kommer altså fra en person, som har besøgt museer jævnligt hele livet. Det kommer fra en person, som håber på måske at komme til at arbejde i museumsbranchen i fremtiden. Jeg får næsten lyst til at spørge, museerne ligefrem ønsker at holde "den slags mennesker" væk - den slags, der ikke ved, hvordan man gebærder sig på museet. Og det ved jeg jo naturligvis godt er noget ævl. Museerne vil gerne have besøg af både brugere og ikke-brugere. Men jeg tror, at der så er nødt til at ske en ændring i, hvilken opførsel man forventer af museerne. Er der mon ved at ske en ændring i diskursen? Er vi på vej ind i et nyt museumsparadigme?

Museumsformidling & Museologi: Udstillingsanalyse

Da jeg hørte begrebet udstillingsanalyse, tænkte jeg umiddelbart, at det lød sjovt, forstået på den måde at det lød underholdende at analysere en udstilling i praksis, når man først havde fået noget teoretisk at gå ud fra. 

Rune Gade: "Hvad er udstillingsanalyse?"
Derfor gik jeg engageret i gang med at læse Rune Gades tekst "Hvad er udstillingsanalyse? - biddrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger", hvor han også starter med at forklare, at udstillinger bør være "genstand for mere systematiske analyser". Han fremhæver to årsager til dette: at udstillingen er 1) det sted, hvor publikum møder genstande, og 2) en konkret praksisform, hvor æstetiske oplevelser og historisk viden formidles. Skaberne af udstillinger må derfor overveje ikke bare formidlingsmetoden, men også den enkelte genstands status og tidsmæssige relationer. 

Men hvad er en udstilling? Ifølge Rune Gade handler en udstilling som minimum om udvælgelse af genstande samt ordningen og præsentationen af disse i et offentligt tilgængeligt rum. Det fundamentale i en udstilling er altså selektion/udvælgelse, ordning/præsentation og tilgængelighed/offentlighed. En udstilling er et medie; en kommunikativ handling, men modsat mange andre medier, består en udstilling af fysiske genstande i stedet for symboler og tegn. Dette vil jeg dog tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, da der også findes virtuelle museer og "virtuelle genstande" (f.eks. lyd, tekst og video) på udstillinger. Fordi en udstilling er en kommunikationssituation, er den dynamisk, og forståelsen af udstillingen påvirkes af udstillingens relationer, udsagn og handlinger. Kommunikationsakten er også afhængig af beskueren (eller modtageren?), da denne skaber betydningen af udstillingen, og denne betydning er blandt andet afhængig af beskuerens forudgående viden.

Når et værk indgår i en udstilling, influeres det af de omgivende værker, og derfor består en stor del af arbejdet med at skabe udstilling i bevidst at forme forståelsen af værkerne udstillingens gennem kombination. En analyse af en udstilling må derfor inkludere både de fysiske komponenter og de strategiske komponenter. 

Ifølge Rune Gade er der fire hovedspørgsmål, der hører sig til i en udstillingsanalyse:
1: Hvilke genstande er udvalgt til den givne udstilling? Dette inkluderer overvejelser om materialetype, til- og fravalg, events samt tilgængelig information om stedet, udstillingen og værkerne (f.eks. plancher, foldere og audioguides).
2: Hvordan er genstandene organiseret/præsenteret på udstillingen? Herunder kommer udstillingens ordningsprincip: kronologisk, fastlagt rute, labyrintisk rute, perspektiv, tematisk ordning, monografi, medie, ect. Også værkernes påvirkning af hinanden hører hertil. 
3: Hvor præsenteres genstandene? Dette gælder geografisk beliggenhed, kulturinstitutionstype (kunstmuseum, galleri, privatmuseum, virtuelt rum), de arkitektoniske rammer og genstandenes ejerforhold (samling, lån, til salg).
4: Hvilken offentlighed har udstillingen? Dette dækker spørgsmål om målgruppe (både intenderet og faktisk), markedsføring, afsender samt motivation bag og intention med udstillingen. 

Andre elementer, der påvirker de besøgendes oplevelse på museet er entréafgift, klima, rengøring, toilet- og garderobeforhold samt tilstedeværelsen af en café og en museumsbutik. I forhold til mange af de andre teoretikere, nævner han kun kort, at man også påvirkes af de øvrige besøgende og deres adfærd. 

Herfra synes jeg personligt, at Rune Gade lidt taber tråden. Han nævner, at for at foretage en udstillingsanalyse, er det ikke nok blot at liste alle disse elementer op. Og udstillingssituationen er alligevel for kompleks til at analysere i sin helhed, så man bør foretage en afgrænsning og udvælge et aspekt at analysere; at vælge et perspektiv. Af mulige perspektiver kan for eksempel nævnes sociologisk, historisk, antropologisk, æstetisk og diskursanalytisk, men ofte i kombination med hinanden. Ifølge Rune Gade skal en udstillingsanalyse ikke udtømme en udstilling med analyse, men undersøge udsigelsesmulighederne og forholde sig kritisk til dem. Han understreger desuden, at en af udstillingsanalysen udfordringer er, hvordan delen skal afvejes overfor helheden.

Og det er da alt sammen også rigtig, men hele første halvdel af teksten, synes jeg, lægger op til netop en udtømmende fortolkning af en udstilling. Og hvis man vælger at fokusere på et aspekt med et bestemt perspektiv, er det vel ikke en egentlig udstillingsanalyse, men en analyse af et udstillingsaspekt. Og selvom teksten er fuld af gode og grundige overvejelser om udstillinger og analysen af disse, er der ikke i teksten værktøjer til, hvordan man udfører en analyse, der ikke blot er at fortolke udtømmende. Han siger også selv, at det måde er for ambitiøst at nå frem til en analysemodel for udstillinger, da udstillingsanalysen må afspejle den konkrete udstilling. Men han har selvfølgelig heller ikke kaldt teksten "Udstillingsanalyser: Sådan gør du!", men understreger allerede i overskriften, at der er tale om et biddrag til en diskussion om udstillingsanalyser, så måske skal man bare tage den for dét, den er.

Resten af teksten indeholder dog også masser af spændende overvejelser. Hvordan kan udstillingsanalysen få den besøgendes sansede oplevelse med; mødet mellem betragter og udstilling? Betragteren af en udstilling kan ikke kun anses som et par seende øjne, men må opfattes "som en sansende, bevægelig krop". Som han selv beskriver det: "Vi ser ikke udstillinger, vi oplever eller erfarer dem med alle vores sanser, med hele vores krop, og naturligvis via vores bevidsthed og hele vores individuelle ballast af erindringer."

De sidste af mine overvejelser (lige nu) omkring denne tekst handler om, hvad man skal bruge det til. Hvad skal udstillingsanalyser bruges til, og hvem skal foretage dem? Det synes jeg stadig, jeg mangler svar på. Det er selvfølgelig interessant for os studerende, der interesserer os for museumsformidling, at beskæftige os med udstillingsanalyse. Jeg husker også, at en af teksterne snakkede om, at udstillinger for omtale men sjældent anmeldelser, og det kunne mere fokus på udstillingsanalyse måske hjælpe på. Men det vigtigste må være afsenderen. Mange af Rune Gades overvejelser er gode at have i baghovedet, når man laver en udstilling. Og analysen må også kunne bruges til at undersøge, om afsenderen har nået sit mål; blev intentionerne opfyldt? Forstod mormor, hvad det var, der blev formidlet med udstillingen? På den måde bliver det en slags evaluering. Og så er det, at det er svært at finde ud af, hvad ens besøgende har fået ud af en udstilling. Man kan selvfølgelig lave noget empirisk feltarbejde, men det er en udfordring. Oplevelsen og opfattelsen af en udstilling er også meget individuel, og forskellige personer kan endda anskue værker med forskellige diskurser afhængig af deres tidligere erfaring. Min veninde Anna og jeg var uafhængig af hinanden på Louisiana for at se udstillingerne "Yoko Ono" og "Arktis". Anna og jeg er begge i midten af 20'erne, vi har begge en bachelor fra IVA, og vi er begge kandidatstuderende (men på forskellige uddannelser). Alder og uddannelse er naturligvis langt fra alt, der påvirker ens opfattelse af kunst, men mens Anna var vild med "Yoko Ono" og på ingen måde begejstret for "Arktis", var min opfattelse det præcis modsatte. Og min holdning er, at der ikke er én rigtig måde at opfatte kunst på, selvom nogen sikkert vil være uenig i dette.

Kulturdagbog: marts

Læs mere om, hvad min kulturdagbog er for noget.

Den 2. marts: Skammermaraton (uden mad) på Østre Gasværk Teater

Den 3. marts: Publikum på "Lyden af lørdag"

Den 4. marts: Zoologisk Have

Den 10. marts: Publikum på "Rundt på gulvet"
Sjovt at være publikum på! 

Den 24. marts: "DJØF med Løg(n)" på Nørrebro Teater
Meget sjov og meget populær forestilling. Jeg synes, halvdelen af det var rigtig sjovt og noget jeg kunne genkende fra mit job. Den anden del var mindre sjov for mig, men jeg kunne genkende fortællingerne fra min fars job, - han er DJØF'er. Helt klart hver at se, især hvis man er DJØF'er!