Læs mere om, hvad min kulturdagbog er for noget.
Denne måned har jeg haft virkelig travlt med arbejde, på grund af min stilling i et sygevikariat i Folketeatrets billetkontor. Derfor har jeg desværre ikke været meget kulturel; faktisk er det begrænset til perioden den 6.-12. november.
Den 6. november: "Lovesong" på Folketeatret
Min veninde Michala ville gerne se "Lovesong", som er et gæstespil på Folketeatrets intimscene Hippodromen. Jeg vidste egentlig kun, at alle rollerne blev spillet af David Owe (som 15-årige mig havde et lille crush på, da han var med i vild med dans), hans kone Marie Askehave og hans forældre Marie-Louise Coninck og Baard Owe. Jeg havde ingen anelse om, hvad forestillingen handlede om. Det viste sig, at forestillingen handlede om ægteskab, hverdagsliv og sygdom. Det er ikke min yndlingsgenre, men det var et okay stykke inden for sin genre. Nu var Michala og jeg en del under gennemsnitsalderen for det resterende publikum, og det var tydeligt, at de fandt stykket langt mere morsomt end jeg selv. Man kan sikkert bedre relatere til historien, når man selv har været gift i 45 år. De to kvinder spillede den samme rolle, og det samme gjorde de to mænd - bare i forskellige tidslinjer. Men nogle gange krydsede tidslinjerne, og skuespillerne spillede på tværs af tid. Personligt havde jeg svært ved at adskille skuespillerne fra deres roller, og derfor forvirrede det mig, at David Owe pludselig var gift med sin mor, og at Baard var gift med sin svigerdatter. Selvom det hele naturligvis bare er skuespil, havde jeg svært ved at abstrahere fra skuespillernes virkelige forhold til hinanden.
Den 6. november: Priors Dukketeatermuseum
Folketeatret har et ret ukendt lille museum. Der er som regel åben i pausen, og nogle gange også inden en forestilling går i gang. Hvis man går op til første sal ad trappen i foyeren, kommer man op til baren foran Snorreloftet. Går man igennem der, er der en dør, der fører ind til både Børnescenen og Priors Dukketeatermuseum. Hvis museet har åbent, står døren åbent og et lille skilt viser vej til dukketeatrene. Museet er ikke stort og fancy, men jeg kan godt lide at tilbringe pausen med at kigge på de smukke, gamle dukketeatre i alskens størrelser. Der både kendte og ukendte historier, og mens nogle bare er små scener, er andre kendte teatre: for eksempel er et af dem Det Kongelige Teaters gamle scene med ordene "EI BLOT TIL LYST" malet over scenen. Mange af dem er meget detaljerede; nogle endda med små individuelle publikummer som tilskuere
Formidlingen er meget klassisk, og man bliver ikke synderligt inspireret af at se den, men det virker heller ikke som noget, teatret går specielt meget op i. Det er blot et lokale, de stiller til rådighed for deres gæster. Det er måske også et emne, der kan være svært at formidle interessant, især uden et budget til det, men man kunne måske godt gøre en anelse mere ud af formidlingen, end der gøres nu. Hvorfor har man museet, bør man overhovedet beholde det, og hvem er den intenderede målgruppe? Uanset hvad håber jeg nu alligevel, at de beholder det, for det er altså en hyggelig lille tur at gå, mens der alligevel bare er pause.
Den 7. november: Forpremiere på "Crazy Christmas Cabaret: Smartacus" i Glassalen i Tivoli
Crazy Christmas Cabaret var som altid fantastisk morsomt. Med undtagelse af sidste års "Hitchcock-up" har jeg set CCC hver år siden 2004. Der var et enkelt år, muligvis 2011, hvor jeg ikke synes, at det var helt så sjovt, som det plejede at være, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var vokset fra det, eller om de måske bare burde have stoppet, mens legen var god. Jeg var også meget skeptisk, da jeg hørte at Vivenne McKee for første gang ikke selv skulle stå på scenen, men blot skrive og instruere stykket. Jeg synes, at de slap overraskende godt fra det, og det var lige så sjovt, som når det ellers har været bedst. Jeg savnede selvfølgelig den gode doktor Bent Van Helsingør, men de havde fået en anden gut til at snakke dårligt engelsk, og en anden kvinde til at bære Vivennes udfordrene kjoler. Jeg fik mig da også noget af en overraskelse, da jeg så Claus de Lichtenberg på scenen iført et slavekostume. Jeg kender Claus fra mit arbejde, hvor han har undervist mig i Billettens billetsystem ELEKTRA. Min mor sad begejstret ved siden af og hviske-råbte: "Suprise!" Alt i alt var det en meget vellykket forestilling, og jeg i den grad frisk på endnu en tur næste år!
Den 8. november: "Skammerens datter 1" på Østre Gasværk
Den veninde, jeg oftest har med i teatret, er Ida, som selv er skuespiller. Lige for tiden er hun en del af teaterforeningen Teater Kant, men jeg håber for hende, at hun slår stort igennem snart. I hvert fald er det fantastisk at have hende med, fordi hun synes, at hun lærer noget om alle forestillinger. Lige som jeg, har hun været fan af bøgerne om Skammerens Datter i cirka 10 år, så det var med stor begejstring, vi så forestillingen. "Skammerens Datter 1" så jeg allerede to gange sidste sæson, men den havde repremeire den 7. novemeber 2013, og allerede den 8. november skulle den selvfølgelig genses. For Ida var det første gang, hun så forestillingen, og ligesom jeg, synes hun at murens fald (Haha. Ha. Undskyld), er et af de bedste øjeblikke i dansk teater meget længe. En stor del af scenegulvet bliver rejst op, som en mur, der forestiller Drakans borg. Arsenalet sprænger i luften, og muren vælter. Mens muren falder ned, kører lyset op, hvilket skaber en fantastisk effekt. Sidder man på midterpodiet, går der et øjeblik inden man så mærker den luft, der presses væk af muren, blæse hen over ens hoveder. Man sanser virkelig det øjeblik; man mærker det op en måde som er så sjælden for teater.
Det mindre mig lidt om, da jeg som 10-årig var i Disneyland Paris, hvor de viste korte film i 3D. 3D var endnu ikke normalt i de danske biografer, så det var meget nyt, stort og anderledes for hele familien. Men derudover var der nogle specialeffekter, der gjorde at det hele føltes endnu mere virkeligt. Der var blandt andet noget luft, der blev pustet på ens fødder, så det føltes som mus, der løb forbi en - selvfølgelig mens man så musene på skærmen. Og en hund på lærredet nyste, men man fik sprøjtet vand i hovedet, så det føltes som om, man fik snot i hovedet. Det kunne faktisk være rigtig sjovt (og sikkert meget dyrt) at lave en teaterforestilling med den slags effekter!
Denne måned har jeg haft virkelig travlt med arbejde, på grund af min stilling i et sygevikariat i Folketeatrets billetkontor. Derfor har jeg desværre ikke været meget kulturel; faktisk er det begrænset til perioden den 6.-12. november.
Den 6. november: "Lovesong" på Folketeatret
Min veninde Michala ville gerne se "Lovesong", som er et gæstespil på Folketeatrets intimscene Hippodromen. Jeg vidste egentlig kun, at alle rollerne blev spillet af David Owe (som 15-årige mig havde et lille crush på, da han var med i vild med dans), hans kone Marie Askehave og hans forældre Marie-Louise Coninck og Baard Owe. Jeg havde ingen anelse om, hvad forestillingen handlede om. Det viste sig, at forestillingen handlede om ægteskab, hverdagsliv og sygdom. Det er ikke min yndlingsgenre, men det var et okay stykke inden for sin genre. Nu var Michala og jeg en del under gennemsnitsalderen for det resterende publikum, og det var tydeligt, at de fandt stykket langt mere morsomt end jeg selv. Man kan sikkert bedre relatere til historien, når man selv har været gift i 45 år. De to kvinder spillede den samme rolle, og det samme gjorde de to mænd - bare i forskellige tidslinjer. Men nogle gange krydsede tidslinjerne, og skuespillerne spillede på tværs af tid. Personligt havde jeg svært ved at adskille skuespillerne fra deres roller, og derfor forvirrede det mig, at David Owe pludselig var gift med sin mor, og at Baard var gift med sin svigerdatter. Selvom det hele naturligvis bare er skuespil, havde jeg svært ved at abstrahere fra skuespillernes virkelige forhold til hinanden.
Den 6. november: Priors Dukketeatermuseum
Folketeatret har et ret ukendt lille museum. Der er som regel åben i pausen, og nogle gange også inden en forestilling går i gang. Hvis man går op til første sal ad trappen i foyeren, kommer man op til baren foran Snorreloftet. Går man igennem der, er der en dør, der fører ind til både Børnescenen og Priors Dukketeatermuseum. Hvis museet har åbent, står døren åbent og et lille skilt viser vej til dukketeatrene. Museet er ikke stort og fancy, men jeg kan godt lide at tilbringe pausen med at kigge på de smukke, gamle dukketeatre i alskens størrelser. Der både kendte og ukendte historier, og mens nogle bare er små scener, er andre kendte teatre: for eksempel er et af dem Det Kongelige Teaters gamle scene med ordene "EI BLOT TIL LYST" malet over scenen. Mange af dem er meget detaljerede; nogle endda med små individuelle publikummer som tilskuere
Formidlingen er meget klassisk, og man bliver ikke synderligt inspireret af at se den, men det virker heller ikke som noget, teatret går specielt meget op i. Det er blot et lokale, de stiller til rådighed for deres gæster. Det er måske også et emne, der kan være svært at formidle interessant, især uden et budget til det, men man kunne måske godt gøre en anelse mere ud af formidlingen, end der gøres nu. Hvorfor har man museet, bør man overhovedet beholde det, og hvem er den intenderede målgruppe? Uanset hvad håber jeg nu alligevel, at de beholder det, for det er altså en hyggelig lille tur at gå, mens der alligevel bare er pause.
Den 7. november: Forpremiere på "Crazy Christmas Cabaret: Smartacus" i Glassalen i Tivoli
Crazy Christmas Cabaret var som altid fantastisk morsomt. Med undtagelse af sidste års "Hitchcock-up" har jeg set CCC hver år siden 2004. Der var et enkelt år, muligvis 2011, hvor jeg ikke synes, at det var helt så sjovt, som det plejede at være, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var vokset fra det, eller om de måske bare burde have stoppet, mens legen var god. Jeg var også meget skeptisk, da jeg hørte at Vivenne McKee for første gang ikke selv skulle stå på scenen, men blot skrive og instruere stykket. Jeg synes, at de slap overraskende godt fra det, og det var lige så sjovt, som når det ellers har været bedst. Jeg savnede selvfølgelig den gode doktor Bent Van Helsingør, men de havde fået en anden gut til at snakke dårligt engelsk, og en anden kvinde til at bære Vivennes udfordrene kjoler. Jeg fik mig da også noget af en overraskelse, da jeg så Claus de Lichtenberg på scenen iført et slavekostume. Jeg kender Claus fra mit arbejde, hvor han har undervist mig i Billettens billetsystem ELEKTRA. Min mor sad begejstret ved siden af og hviske-råbte: "Suprise!" Alt i alt var det en meget vellykket forestilling, og jeg i den grad frisk på endnu en tur næste år!
Den 8. november: "Skammerens datter 1" på Østre Gasværk
Den veninde, jeg oftest har med i teatret, er Ida, som selv er skuespiller. Lige for tiden er hun en del af teaterforeningen Teater Kant, men jeg håber for hende, at hun slår stort igennem snart. I hvert fald er det fantastisk at have hende med, fordi hun synes, at hun lærer noget om alle forestillinger. Lige som jeg, har hun været fan af bøgerne om Skammerens Datter i cirka 10 år, så det var med stor begejstring, vi så forestillingen. "Skammerens Datter 1" så jeg allerede to gange sidste sæson, men den havde repremeire den 7. novemeber 2013, og allerede den 8. november skulle den selvfølgelig genses. For Ida var det første gang, hun så forestillingen, og ligesom jeg, synes hun at murens fald (Haha. Ha. Undskyld), er et af de bedste øjeblikke i dansk teater meget længe. En stor del af scenegulvet bliver rejst op, som en mur, der forestiller Drakans borg. Arsenalet sprænger i luften, og muren vælter. Mens muren falder ned, kører lyset op, hvilket skaber en fantastisk effekt. Sidder man på midterpodiet, går der et øjeblik inden man så mærker den luft, der presses væk af muren, blæse hen over ens hoveder. Man sanser virkelig det øjeblik; man mærker det op en måde som er så sjælden for teater.
Det mindre mig lidt om, da jeg som 10-årig var i Disneyland Paris, hvor de viste korte film i 3D. 3D var endnu ikke normalt i de danske biografer, så det var meget nyt, stort og anderledes for hele familien. Men derudover var der nogle specialeffekter, der gjorde at det hele føltes endnu mere virkeligt. Der var blandt andet noget luft, der blev pustet på ens fødder, så det føltes som mus, der løb forbi en - selvfølgelig mens man så musene på skærmen. Og en hund på lærredet nyste, men man fik sprøjtet vand i hovedet, så det føltes som om, man fik snot i hovedet. Det kunne faktisk være rigtig sjovt (og sikkert meget dyrt) at lave en teaterforestilling med den slags effekter!
Den 12. november: "Historien om alt" på Hippodromen på Folketeatret
Jeg så allerede Flyvende Grises "Historien om alt" i 2012 på Nørrebro Teaters Frederiksbergscenen med Ida, og vi var fuldstændig enige om, at det var en genial forestilling! Eftersom den har vundet Årets Reumert 2010 for Året Store, lille Forestilling, var vi tydeligvis ikke ene om denne mening. Da den blev genopsat på Folketeatrets scene Hippodromen, var jeg selvfølgelig nødt til at se den igen. Denne gang tog jeg Anna med, , og også hun syntes, at forestillingen var fantastisk.
Bliver den genopsat igen et sted på et tidspunkt, og har du endnu ikke set den, så skynd dig i teatret!
Jeg så allerede Flyvende Grises "Historien om alt" i 2012 på Nørrebro Teaters Frederiksbergscenen med Ida, og vi var fuldstændig enige om, at det var en genial forestilling! Eftersom den har vundet Årets Reumert 2010 for Året Store, lille Forestilling, var vi tydeligvis ikke ene om denne mening. Da den blev genopsat på Folketeatrets scene Hippodromen, var jeg selvfølgelig nødt til at se den igen. Denne gang tog jeg Anna med, , og også hun syntes, at forestillingen var fantastisk.
Bliver den genopsat igen et sted på et tidspunkt, og har du endnu ikke set den, så skynd dig i teatret!
