Strøtanker om museers fremtid: berøring, fotografering og brugerinddragelse

Rune Gade nævner i "Hvad er udstillingsanalyse? - bidrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger", at de fleste godt ved, hvordan man gebærder sig på et museum, og der er personale til at minde folk om det, hvis der alligevel skulle være nogen, som overskrider de utalte grænser, der er.  Her fremhæver han eksemplet med en kustode, der oplyser folk om, at genstandene ikke må berøres. Endvidere kommer han ind på, at udstillingsarkitekturen er med til at strukturere folks bevægelse i rummet gennem lyssætning, sokler, montre, skiltning, osv. Han snakker også om, at udstillinger ikke kun skal beskues, men sanses med hele kroppen. 

Det tror jeg er museernes næste udfordring. Interaktivitet og brugerinddragelse har været det helt store i flere år nu. Det er ganske udmærket, men kun hvis folk bruger det. 

Brugerinddragelse, berøring og vaner
Jeg går jævnligt på museer, og min egen opfattelse er, at jeg har styr på, hvordan man opfører sig på kulturinstitutioner. Men bare i år er jeg blevet skældt ud af hele to kustoder på to forskellige museer. Jeg var på Statens Museum for Kunst med min veninde Ida, og vi stod og betragtede et maleri, hvor linjerne i en kvindes krop fortsætter i den guitar, hun holder, og det vindue, hun står ved. Vi diskuterede maleriet og fulgte linjer med vores fingre for at forklare den anden, hvad vi snakkede om - naturligvis uden at røre maleriet. Vores fingre var vel omkring 10 centimeter maleriet, da en kustode kom hen og råbte af os, at vi skulle holde en sikkerhedsafstand på minimum 30 centimeter til kunstværkerne. Resten af tiden på museet turde jeg nærmest ikke bevæge mig og i stedet for at fordybe mig i kunsten, tænkte jeg på, hvor mange centimeter jeg fra kunsten. Mange, jeg kender, har haft lignende oplevelser på museer.

Hvis museerne vil have en tættere relation med deres gæster, og hvis de vil have folk til at turde deltage i interaktive tiltag, er kustoderne nødt til at holde op med at råbe af folk. Folk retter sig ind efter det, og det sætter sig i kroppen. Naturligvis må man ikke røre ved et maleri af Matisse, men det ville heller ikke være faldet mig ind. At blive irettesat på den måde fik mig til at føle mig som et lille, uartigt barn, og det vil også i andre museumssammenhænge afholde mig fra at røre ved genstande på museer, og nogle gange vil museerne jo gerne have en til at bruge hænderne. 

Designmuseum Danmark
Et eksempel på et sted, der virkelig forvirrede mig, er Designmuseum Danmark.  Nedenstående designgenstande står på podier. På billedet til venstre og det øverste til højre, kunne det ikke falde mig ind at berøre genstandene. På det nederste billede til venstre, har jeg lyst til at røre stolene, men kun sædet med hånden, fordi det har lige den rette højde til det. 

Stolen på podiet til venstre ville jeg ikke kunne finde på at røre, men den røde stol på gulvet ser så indbydende ud, og jeg må bare vide, hvordan den føles at sidde i! Den lille seddel på stolen afholder mig dog fra det; man må ikke røre.

Nedenstående møbel måtte til gengæld gerne berøres. Jeg diskuterede det et stykke tid med en medstuderende, og vi var ret usikre på, om man måtte røre. Det viste sig, at der var genstande i møblets skuffer, så det var faktisk meningen, at man skulle røre - faktisk kunne man kun se genstandene ved at åbne møblets skuffer. I sidste ende var næsten mere interesseret i at trække skuffer ud for at røre på et museum end i at betragte genstandene. Som selvfølgelig var dækket af glas og ikke kunne berøres. Men jeg bemærkede, at skuffernes position ændrede på min opfattelse af, hvorvidt møblet måtte berøres. På billedet til venstre ser det ud som om, at møblet er til beskuening, mens at det højre billede viser, at andre har trukket i skufferne, og det bekræfter mig i, at det er acceptabelt at røre.

 Se mig; jeg rører!

Fotografering på museer
Den anden gang jeg fik skæld ud var på Louisiana. Min veninde Michala tog et billede af mig, der betragtede et kunstværk. Billedet blev taget med appen Snapchat, hvor et billede bliver vist hos modtageren i op til 10 sekunder, og billedet skulle sendes til vores fælles veninder. Min veninde vist mig lige billedet, inden hun sendte det, fordi hun bemærkede at mit tøj matchede maleriet. En kustode sneg sig op bag os og sagde nærmest hviskende: "Mmm, det er fint, men man må altså ikke fotografere her." Jeg tror ikke længere på, at man kan sige, at man ikke må fotografere på den måde. Med mobilkameraer og folks nye attitude til fotografering er det ikke noget, der bare kan begrænses på den måde. Langt hen ad vejen tror jeg, at folk vil tage billeder, selv hvis du siger de ikke må. Jeg har da også selv taget billeder på Louisiana, og jeg var faktisk ikke klar over, at det ikke var tilladt. Jeg ved godt, at jeg lige nu er dobbelt moralsk, for jeg er ansat på teatre, og når folk fotografere under en teaterforestilling irriterer det mig grænseløst. Men jeg tror virkelig, at museer er nødt til at tillade fotografering. Jeg tror, man i stedet skal se dig som gratis reklame - et billede på Facebook af et kunstværk kan alligevel ikke måle sig æstetisk med at opleve værket i virkeligheden. En måde at omfavne fotografering på museerne på, er ved at opfordre til  "Museum selfies" på for eksempel Twitter.

Om at holde sig væk
Som Rune Gade selv forklarer det: "At bevæge sig ind på et galleri eller et museum fordrer en forhåndsviden om, hvordan man begår sig i sådanne rum. Besidder man ikke denne viden, vil man som regel foretrække at holde sig borte."Kustoder, der råber af mig, og får mig til at føle, at jeg ikke har den nødvendige forhåndsviden, giver mig lyst til at blive væk. Og det kommer altså fra en person, som har besøgt museer jævnligt hele livet. Det kommer fra en person, som håber på måske at komme til at arbejde i museumsbranchen i fremtiden. Jeg får næsten lyst til at spørge, museerne ligefrem ønsker at holde "den slags mennesker" væk - den slags, der ikke ved, hvordan man gebærder sig på museet. Og det ved jeg jo naturligvis godt er noget ævl. Museerne vil gerne have besøg af både brugere og ikke-brugere. Men jeg tror, at der så er nødt til at ske en ændring i, hvilken opførsel man forventer af museerne. Er der mon ved at ske en ændring i diskursen? Er vi på vej ind i et nyt museumsparadigme?