torsdag den 22. januar 2015

Speciale

Så skal jeg i gang med at skrive speciale. Jeg er lidt nervøs, fordi jeg synes, det er lang tid, og jeg plejer at arbejde bedst under lidt pres. Og så er jeg nervøs for det mundtlige forsvar, fordi jeg aldrig har brudt mig om mundtlige eksaminer - selvom jeg plejer at klare dem meget godt. Men jeg er også superspændt på at få en chance for virkelig at fordybe mig i noget. Jeg glæder mig til at læse en masse og få en bred indsigt i et spændende emne, og jeg glæder mig til at have god plads til at skrive om noget, der interesserer mig. 

Min første idé handlede om, at jeg er frivillig i en aktivitetsgruppe hos Røde Kors, hvor vi skal udvikle udstillinger til deres kommende frivillighus på Blegdamsvej i København. Jeg meldte mig ind lige efter at have haft faget "Museumsformidling & Museologi", hvor jeg fik lidt blod på tanden for museumsverdenen. Opgaven i "Kulturformidling & Kommunikation" om Museet for Søfart inspirerede mig yderligere til arbejdet med udstillinger. I gruppen hos Røde Kors ville jeg få mulighed for at få noget praktisk erfaring med alt fra idéprocessen til det store praktisk arbejde med at få hele udstillingen op at køre. Desværre blev den første udstilling forsinket og så forsinket igen yderligere uden nogen fast dato for færdiggørelsen. Uden udstillingen ville specialet næppe blive godkendt til at høre under mit studie i "Informationsvidenskab & Kulturformidling", da Røde Kors ikke er en kulturinstitution. 

Derfor gik jeg i tænkeboks og lavede en brainstorm over potentielle emner. Den tog jeg med til min vejleder, som hjalp mig med at vælge det endelig emne og fokus. Jeg har valgt at skrive om frivillige på museer og biblioteker. Efter vejledningen gik jeg hjem og udarbejdede en foreløbig problemformulering, som består af et overspørgsmål og tre underspørgsmål:

Hvad betyder brug af frivillige for danske museer og folkebiblioteker? 
  • Hvilken motivation har de frivillige for at udføre arbejdet?
  • Hvordan og hvorfor bruger henholdsvis museer og biblioteker frivillig arbejdskraft?
  • Kan bibliotekerne og museerne lære noget af hinandens brug af frivillige? 
Problemformuleringen kan naturligvis ændre sig undervejs, afhængig af hvad jeg finder ud i forbindelse med mit arbejde på opgaven. Jeg skulle også udarbejde en tidsplan, hvilket jeg synes, var lidt svært. Jeg plejer at arbejde lidt springende, fra opgave til opgave. Men det er måske meget godt, at have nogle målsætninger undervejs, så der ikke pludselig er en måned til aflevering, uden at jeg har fået lavet noget. Så jeg kom op med et bud:

Inden 2. februar
Vejledning angående emne og problemstilling samt teori- og metodeovervejelser. Udarbejdelse og aflevering af specialekontrakt.

Efter 2. februar (angivet i ugenumre)
Uge 6-11: Læsning. Udkast til redegørende afsnit. 
Uge 12: Vejledning. 
Uge: 12-16: Interviews og transskribering. Udkast til metode- og teoriafsnit. 
Uge 17: Vejledning. 
Uge 17-22: Udkast til analyse og diskussion. 
Uge 23: Vejledning. 
Uge 23-27: Færdiggørelse af opgave. 
Uge 28: Vejledning. 
Uge 28: Optimistisk dato for at være med at skrive og påbegynde korrekturlæsning og rettelser. 
Uge 30: Realistisk dato for at være med at skrive og påbegynde korrekturlæsning og rettelser. 
Uge 31-32: Print, indbinding og aflevering.

Nu venter jeg på, at min specialekontrakt bliver godkendt i studieadministrationen, så jeg kan komme i gang med at læse og sidenhen skrive. Kender du noget relevant materiale, nogle projekter eller andet, jeg burde kende til i denne forbindelse? Så må du meget gerne smide en kommentar!

Jeg skriver en update igen, når jeg er nået lidt længere. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar