Museumsformidling & Museologi: "Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder" på Designmuseum Danmark

Dette indlæg har jeg arbejdet på længe. I forbindelse med undervisningen var vi en tur på Designmuseum Danmark, hvor vi så udstillingen "Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder". Udstillingen er en del af Laura Liv Weikops ph.d. projekt ”Museet som oplevelsesrum – formidlingsstrategier og udstillingsdesign”, og vi var så  heldige, at Laura selv havde tid til at vise os rundt og fortælle om udstillingen og projektet. Selve udstillingen bestod af tre mindre udstillinger, som hver viser de samme 25 designgenstande på forskellige måder. Udstillingerne er bevidst lavet med tre forskellige formidlinger for at give tre forskellige oplevelser. Ud over de tre små udstillinger, husede udstillingen også en tænketank, hvor de besøgende kunne give feedback.

1. udstilling: Attraktive ting fungerer bedre

Den første udstilling var en meget klassisk udstilling med en æstetisk formidlingsstrategi. Genstandene var udstillet i glasmontre med en lille slip med genstandens navn, kunstner, producent og år stod. Der er fokus på genstandenes design, deres æstetik - at de er "attraktive". Genstandene hverken kan eller må berøres.

I mit seneste indlæg skriver jeg om Bruno Ingemann og hans tanker om, hvad museer skal kunne. Hans 2. og 3. punkt er, at autentiske ting skal præsenteres i en ny sammenhæng, og at ting kan gestalte en æstetisk oplevelse. Genstande skal tages ud af deres normale brugsfunktion, og ved at placere dem i en ny kontekst, får beskueren et nyt blik på genstanden, hvilket er nødvendigt for at den ikke virker udvedkommende og meningsløs. Det var tydeligt, at dette var den udstilling, de besøgende brød sig mindst om, men jeg var faktisk selv ret glad for den. Måske ville jeg have en anden holdning til udstilling, hvis jeg havde skullet kigge på 500 genstande udstillet i ens glasmontre. Men jeg vil sige, at denne udstilling klart gav mig et nyt syn på genstandenes design.

2. udstilling: Det man ejer, er man selv?

Denne udstillings formidling var taktile. Udstillingen var indrettet som et hjem, i så høj grad at jeg vælger at bruge ordet "indrettet". Hvor begge de andre udstillinger kun havde kunstig belysning (hvilket kan være nødvendigt på nogle udstillinger, da visse genstande ikke tåler dagslys), blev den udstilling til dels lyst op af to store vinduer, hvilket også forstærkede den hjemlig stemning. 

Nogle møbler var fysisk til stede for at skabe rammerne om udstillingen, mens andre blot var malet på væggen, hvor den besøgende så må bruge sin egen fantasi til at udfylde hullerne. Laura fortalte, at der i rummet kørte et lydspor med hverdagslyde (fuglefløjt, knallertbrummen, småsnakken og opvask), men det var ikke noget jeg lagde mærke til - heller ikke da jeg efterfølgende gik ind i lokalet og specifikt lyttede efter lydene. Alle genstandene må berøres, hvilket giver en helt anden oplevelse end i den 1. udstilling, da hver ting nu pludselig får tekstur og tyngde.

Der var de samme oplysninger om genstandene som i den æstetiske udstilling, men denne gang var informationen ikke ved den enkelte genstand, men på et A4-ark, der lå på bordet. Jeg opdagede det faktisk kun, fordi en af mine medstuderende bed mærke i papiret.  

For mig var dette den udstilling, hvor jeg følte mig mest underholdt, men fordi genstandene var hverdags ting udstillet i et hverdagsscenarie, fik jeg ikke et nyt syn på tingene, og jeg lagde ikke syndelig mærke til deres design - hvilket vel er meningen, når man vælger at besøge et designmuseum? Andre besøgende har beskrevet udstilling med ét enkelt (meget rammende) ord: IKEA. Men i så fald kunne jeg jo bare tage til IKEA i stedet for på museum. Måske var den udstilling i virkeligheden sjovest, fordi den var så anderledes fra, hvad jeg er vant til på museer? Derudover skaber denne udstillingstype selvfølgelig slitage og mulighed for tyveri, hvilket øger museets omkostninger. Typen af udstillingsgenstande begrænser også muligheden for denne type udstilling - det er her nemmere at udstille designgenstande, der stadig kan købes, end forhistoriske fund, der er uerstattelige. På den anden side ville man måske lære mere ved at røre ved genstande, som man ikke normalt har adgang til. Til gengæld kommer især Bruno Ingemanns 9. tese til udtryk her, hvor beskueren ikke kun kan finde genkendelse i hverdagsgenstandene, men også i hverdagsscenariet. 

3. udstilling: Design opfylder behov

Denne sidste udstilling var didaktisk. Genstandene var farvekordinerede efter kategorier som "Design til lyd" og "Tekstil- og tøjdesign". 

 

Genstandene var udstillet i håndhøjde, limet fast på deres plads, og der var små sedler, der prædikede, at man ikke måtte røre. Det provokerede mig ærligt talt - at jeg kunne røre, men bare ikke måtte. Laura fortalte da også, at mange andre besøgende havde samme opfattelse, og jo mere jeg har tænkt over besøget, jo mere irriteret er jeg blevet over, at jeg ikke måtte røre ved tingene. 

Til hver kategori hørte en folder, hvor der stod en masse information, så man havde mulighed for at lære om genstandene - hvis man altså havde lyst. Laura fortalte, at folderne havde fået enormt positiv feedback. Hun fortalt, at folk ønskede at folderen var til rådighed, hvad enten de hørte til dem, der slet ikke kiggede i dem, eller dem, der læste dem fra ende til anden. Informationen var også tilgængelig på både dansk og engelsk.

Overskriften på denne udstilling passede særlig godt, da genstandenes designet blev forklaret i folderne. På den måde blev der både sat fokus på tingenes æstetik og deres praktiske anvendelse. Jeg følte mig dog stadig så provokeret af ikke at måtte røre, at jeg ikke kan kalde denne udstilling for en ren succes. 

Forskellen på udstillingerne

Hver udstilling giver et forskelligt syn på de forskellige genstande. Et eksempel kan være lampen. I den første udstilling ses den nedenfra, hvilket er anderledes end man er vant til, og det giver et anderledes syn på lampen, end man er vant til, og man bemærker i højere grad designet. Til gengæld kan man ikke røre ved lampen, og man har kun mulighed for at se den fra den ene vinkel. 

 

Den anden udstilling var interaktiv, og man havde mulighed for at trykke på en stikkontakt og derved tænde og slukke for lyset. Dette gav beskueren mulighed for at se genstanden på to forskellige måder. Men lamper kan også tændes og slukkes hjemme hos mig selv, så måske udfordrer det, at jeg ikke kan, min fantasi i forhold til min opfattelse af lampen. Derudover var det også tilladt at røre ved lampen, skulle man have lyst til det.

På den tredje og sidste udstilling sås lampen på en tredje måde. Ligesom i udstilling 2 hang den ned fra loftet, ligesom den normalt ville gøre, men ligesom i den første udstilling har beskueren ikke mulighed for at interagere med lampen eller til en vis grad at se den fra flere vinkler. Man kan måske argumentere for, at lampen ses i en ny sammenhæng, fordi den bliver sat sammen med andre belysningsgenstande og information om de forskellige. 

Tænketanken

Udstillingens sidste rum var en tænketank, hvor folk kunne stemme på deres fortrukne "underudstilling" og komme med kommentarer. Folk har forskellige muligheder for at kunne give deres mening til kende, og alle vejledninger og spørgsmål stod på både dansk og engelsk. Der var et spørgeskema, man kunne besvare; en tavle til hver udstilling hvor man kunne skrive beskrivende stikord (f.eks. "IKEA" eller "kedelig"); en enkelt tavle til generelle tanker om udstillingen; og fire gennemsigtige plastikkasser; en til hver udstilling samt en med plastikbolde, som folk kunne bruge til at stemme med ved at lægge en bold i en af de andre kasser.  

Der var  også bløde puffer at sidde på, kuglepenne og papir. Laura fortalte, at hun i starten havde "høstet" rummet en gang om måneden, men at folk gav så meget feedback, at hun nu måtte gøre det en gang om ugen for at kunne følge med. Laura har også interviewet besøgende, og kigget på videooptagelser af folks besøg i udstillingerne. 

 Hele udstillingen, altså "Udstillingslaboratoriet", var formet lidt labyrintisk, og Tænketanken lå over for 2. udstilling. Jeg kunne derfor være bange for, at nogle har besøgt dette rum som nummer 2 eller 3 på deres vandring gennem udstillingen, og måske har gået rundt derinde for at sikre sig, at de ikke kommer til at gå glip af en del af udstillingen - sådan tænker jeg i hvert fald selv, når der er enkelte rum undervejs på museer, for hvad nu hvis jeg ikke kommer tilbage samme vej? Hvis nogle har set andres holdning til udstillingerne, for eksempel på afstemningskasserne, kan det måske have påvirket deres egen holdning på deres fortsatte færd. For at inddrage Rune Gades overvejelse, kan man sige, at ruten var labyrintisk, men måske burde have været mere fastlagt. Men måske er jeg ikke den bedste til at vurdere den slags - jeg er måske nok i højere grad end det sædvanlige publikum interesseret i folks holdning til udstillingsformen, da jeg forhåbentlig selv en dag skal arbejde med at lave succesrige udstillinger.

Afsluttende og evaluerende tanker om udstillingen
Personligt synes jeg, at det var en fantastisk spændende udstilling. De forskellige formidlingsformer gjorde en kæmpe forskel i opfattelsen og oplevelsen af genstandene, og jeg har aldrig før fået lov til at opleve denne forskel så konkret. Men som en af mine medstuderende nævnte, er den måske mest interessant for fagfolk? Eller i hvert fald folk som er interesserede i kulturformidling og udstillinger. Udstillingen satte fokus på udstillingstyper frem for genstandenes design, og det er måske ikke det, en gæst forventer, når denne tager på besøg hos Designmuseum Danmark. Men jeg, som kommende kulturformidler, var stor fan.

I følge Laura selv, ønsker hun at undersøge, hvordan de besøgende kan få mere "engagerende oplevelser ... som giver os nye erfaringer, gør os klogere, får os til at føle, tænke og se helt nye dimensioner af design som begreb."  Hun vil undersøge, hvorvidt det er muligt, at udvikle et forslag til, hvad den bedste formidlingsstrategi er - på tværs af af de tre museumstyper: kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer. Det er meget ambitiøst. Kan man overhovedet finde én strategi til tre museumstyper? Kan den taktile udstillingsstrategi f.eks. fungere på et naturhistorisk museum?

Skal en udstilling være en oplevelse, eller skal den være lærerig? Jeg har ikke det endelige svar. Jeg havde ikke regnet med, at være så glad for den klassiske udstilling, fordi jeg egentlig oftest foretrækker noget mere kreativt og alternativt. Men måske netop fordi, det er hverdagsgenstande, fungerer denne udstillingstype bedst. På grund af kontrasten. En lejlighedsudstilling med middelalderlige genstande ville også have været tankeprovokerende og interessant, men det giver selvfølgelig også slitage. Den almindelig museumsbruger vil helst være underholdt, og den klassiske udstillingsform opfattes som kedelig, kan man konkludere ud fra Tænketanken. Skal man så droppe den æstetiske udstillingsform? Hvis folk bare gerne vil underholdes, skal man så give folket, hvad de ønsker? Skal man gøre alt for at høste høje besøgstal, eller skal man i også vægte, hvad de besøgende, der kommer, får ud af besøget, omend dette er langt sværere at undersøge? Man skal også huske på, at folk har forskellige måder at lære på, så selvom nogle lære mest ved at se på genstandene, lære andre måske bedst ved at røre, og andre igen måske ved at læse. Og denne udstilling havde ikke engang lydguides med til dem, der lærer bedst ved at høre...

Der er i hvert fald masser af stof at tage fat i til et ph.d.-projekt. Held og lykke til Laura!