mandag den 14. september 2009

Frederiksberg Hovedbiblioteks Bibliotek 2.0-tiltag

Efter af have spurgt Ishøj Bibliotek, som afslog at have nogen Bibliotek 2.0-tiltag, spurgte jeg på Frederiksberg Hovedbibliotek. De afslog også, men sagde at det lød spændende, og at de var meget åbne for nye forslag. Senere, da jeg undersøgte det nærmere, viste det sig, at biblioteket har en Facebook-side, blogs, netlydbøger og et sted, hvor man kan sende forslag til, hvilken musik biblioteket skal bestille hjem. De har også "Ugens Bogbider", hvor man via mail hver hverdag får en del af et kapitel af en bog. I løbet af en uge har man så samlet sig første kapitel. Hvis man leder længe nok, finder man endda RSS-feeds, men for at anvende det, virker det som om, man i forvejen skal have kendskab til RSS-feeds.
Bibliotekaren bad desuden om en lille reklame på min blog, da de lige nu er i gang med et forsøg (som nok egentlig godt kan gå ind under Bibliotek 2.0) kaldet "Den Mobile Bibliotekar". Forsøget går ud på, at en bibliotekar går rundt mellem reolerne, så folk kan stille eventuelle spørgsmål, mens de leder mellem reolerne. Idéen opstod, da man bemærkede at mange "bogopsættere" blev spurgt af brugerne mellem reolerne, men da de ikke er uddannede bibliotekarer, vil man nu forsøge med denne metode. "Den Mobile bibliotekar" har en computer med sig (på et lille rullebord) og kan derved hurtigt slå op i databasen, om biblioteket har en bestemt bog hjemme, eller hvor mange bøger en bestemt forfatter har udgivet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar