søndag den 6. september 2009

Portfolio 1: Startrefleksion

Hvad er medier?
Medier er, når viden, informationer, budskaber og lignende formidles fra en person til en anden for eksempel via dans, telefoni, TV, musik, teater, bøger, foredrag, radio, malerier, skulpturer og tidsskrifter. Det kan også være internettet, som indeholder eksempler på meget af overstående samt diverse hjemmesider og databaser.

Hvad betyder medier for mig?
For mig betyder medier, at jeg kan holder kontakten ved lige med mine venner og familie, kan holde mig opdateret med nyheder fra hele verden, slappe af med en bog, film eller musik, opleve noget kulturelt som en udstilling, koncert eller teater samt søge information om emner, der interesserer mig eller er relevante for en skoleopgave.

Hvordan bruger jeg medier i min hverdag, privat og fagligt?
Privat bruger jeg medier hele tiden. Jeg har konstant min telefon åben for opkald og sms'er (med undtagelse af i et fly, teater og biografen), og samtidig fungerer den mit vækkeur, kalender, internetbrowser (til mindre opgaver som at tjekke e-mails), spillekonsol, fotografiapparat, lommelygte og MP3-afspiller, der, udover at være underholdning, holder mig vågen i toget om morgenen. Glemmer jeg min mobiltelefon, eller løber den tør for strøm, føler jeg mig nærmest skåret af fra resten af verdenen, og jeg savner den næsten. TV'et bruges både til at tjekke nyheder på tekst-TV samt at se film og TV-serier, mens internettet bruges dagligt til informationssøgning, underholdning, chat, spil, nyhedsopdateringer og networking. Samtidig læser jeg i den bog, jeg lige er i gang med for tiden både i toget og før sengetid, og gratisaviserne bliver også lige gennemlæst i de offentlige transportmidler. Hvis jeg godt vil ud og opleve noget, går jeg i teateret, biografen eller til koncert, danseopvisning, foredrag eller stand up.

Fagligt har jeg altid gået meget op i, at min kilder var troværdige, så jeg har oftest brugt fagbøger og film fra biblioteket (som regel fundet i bibliotekernes databaser, andre gange med hjælp fra bibliotekarer) samt hjemmesider som emu.skoda.dk (som indeholder Forfatterweb, Faktalink, Polfoto og Infomedia), bibliotekernesnetguide.dk, danmarksstatistik.dk og biblioteksagten.dk, hvis jeg efter selv at have søgt stadig ikke kunne finde de rigtige svar til min opgave. Nogle gange har jeg også søgt inspiration til en opgaves fremgangsmåde eller forslag til gode kilder ved at se på andres offentliggjorte opgaver på studienet.dk eller studieportalen.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar